FE-chef indrømmer millioner af teleaflytninger - men kun i udlandet

Forsvarets Efterretningstjeneste indsamler hver måned millioner af data om telefonsamtaler og deler resultatet med andre tjenester. Det er dog udenlandske samtaler, påpeger FE's chef.

Forsvarets Efterretningstjeneste overvåger teletrafik i stor stil. Hver eneste måned bliver det til millioner af dataposter om mobiltelefonsamtaler.

Det bekræfter FE's chef, Thomas Ahrenkiel, i et interview med Politiken. Interviewet er angiveligt kommet i stand, fordi FE oven på afsløringer af den norske efterretningstjenestes massive teleovervågning forventer, at en tilsvarende læk om danske forhold inden længe vil komme.

Thomas Ahrenkiel. Illustration: Forsvaret

Thomas Ahrenkiel fortæller til Politiken, at der er tale om mobiltelefontrafik i udlandet, og at overvågningen sker for at beskytte danske soldater og danske soldater i konfliktområder.

»Det drejer sig om indhentning af telekommunikation i forhold til et konfliktområde i udlandet, hvor FE støtter de danske styrkers operationer,« siger Thomas Ahrenkiel til avisen.

Han bekræfter videre, at oplysningerne deles med andre lande, som efterretningstjenesten samarbejder med.

I interviewet afviser Thomas Ahrenkiel, at der skulle være tale om amerikansk masseovervågning af dansk mobiltelefoni. Omvendt bekræfter han blot, at FE overvåger udenlandsk mobiltelefoni - uden at afvise, at et kommende læk også kan inkludere danske overvågningsdata.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Søren Fuglede Jørgensen

At det danske forsvar udfører spionage i krigsområder kan vel dårligt være overraskende for nogen.

Jeg synes, at afsnittet "Spekulation" i Politiken-artiklen -- som ikke går igen i artiklen her -- er mere interessant: Det er på nuværende tidspunkt ikke klart, hvad den norske sag dækker over. Det norske Dagbladet skrev i tirsdags i en artikel udfærdiget i samarbejde med The Guardian-journalisten Glenn Greenwald, at overvågningen var foregået "mod" Norge, og ordet "mod" er siden blevet mål for nogen diskussion: Chefen for Etterretningstjenesten udtalte, også i Dagbladet, at påstandene i avisens første artikel måtte være vrøvl, og at der måtte være tale om norsk efterretning i udlandet. Umiddelbart efter fastslog Glenn Greenwald på Twitter, at der ikke var tale om en fejlformulering. Se også denne NRK-artikel. Der ligger sagen så nu. Hvis der, som Thomas Ahrenkiel lægger op til, kommer en lignende historie om danskbaseret efterretning, bliver den præcise formulering interessant.

  • 6
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

Hvis der, som Thomas Ahrenkiel lægger op til, kommer en lignende historie om danskbaseret efterretning, bliver den præcise formulering interessant.

Jeg synes mere at betydningen af ordene bliver interessant, altså hvad der ligger bag i stedet for ordkløveri.

Greenwald kan jo citere lækkede dokumenter for ordet "against", men selv om det kan tolkes som aflytning af norske forhold, behøver det ikke at være en for/mod betydning. Det kan også tolkes som NSA aktiviteter i relation til Norge, altså også samarbejde omkring forhold udenfor grænserne. Der skal dog mere til for at kunne konkludere om det er det ene eller det andet; øvrige NSA læk tyder ikke just på at de anstrenger sig for meget stringent sprogbrug.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize