FDIH kræver 200 millioner kroner tilbage fra Nets efter for høje dankortgebyrer

De danske webbutikkers forening FDIH anlægger nu sag mod betalingsfirmaet Nets, som i årevis opkrævede for høje gebyrer for brug af Dankort på nettet. Kravet ligger på 150-200 millioner kroner.

I kampen mellem Nets, som bestyrer Dankortet, og FDIH, som er webbutikkernes brancheforening, har FDIH nu vundet endnu en sejr. Dermed er foreningen klar til at anlægge sag mod Nets, med et krav om at få mellem 150 millioner og 200 millioner kroner tilbage. Det skriver FDIH i en pressemeddelelse.

Siden 2008 har Nets nemlig opkrævet for høje gebyrer for brug af Dankort på nettet. Det afgjorde Konkurrencestyrelsen i november 2012, men afgørelsen blev anket af Nets. Nu er anken også blevet afvist, og dermed kan FDIH gå videre med søgsmålet.

I afgørelsen fra november blev FDIH og Nets pålagt at forhandle sig frem til en ny ordning med lavere gebyrer. Men forhandlingerne førte ikke til noget, og i stedet kom Nets med et udspil i januar, som FDIH så klagede over i februar. I maj måned afgjorde Konkurrencestyrelsen så, at også de nye gebyrer fra Nets var for høje og skulle sættes ned til i gennemsnit 1,20 kroner pr. transaktion.

Læs også: Nets taber gebyrstrid om Dankort: Netbutikker kan få 200 millioner kroner retur

»FDIH har vundet en markant sejr på vejen mod, at nethandel sker på lige vilkår med andre. Konkurrencestyrelsens 2. afgørelse, der pålægger Nets at sænke gebyret med 36 procent til 1,20 kr. fra 1. juli 2013, er også anket, men den er ikke afgjort endnu. VI forventer helt klart, at Nets tager bestik af dagens klare kendelse og nedsætter gebyrerne, så forbrugere og nethandlen sparer gebyrer på 82 mio. kr. frem til udgangen af 2014,« udtaler Annette Falberg, adm. direktør i FDIH, i pressemeddelelsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere