FBI og den amerikanske grænsemyndighed ved navn ICE har i flere år scannet millioner af kørekørt, uden at ejerne er blevet orienteret eller bedt om samtykke.
Det skriver The Washington Post, som har fået adgang til en række dokumenter om sagen.
Dokumenterne viser ifølge The Washington Post, at kørekortdatabaser i flere stater er blevet anvendt som ansigtsgenkendelses-guldminer af efterretningstjenesten og grænsemyndigheden i løbet af de seneste fem år.
I forbindelse med efterforskning af kriminalitet indsamler politiet fingeraftryk, dna og andre biometriske data fra de mistænkte. De nye dokumenter afslører dog ifølge Washington Post et nyt niveau af overvågningsinfrastruktur, fordi kørekortdatabaserne indeholder oplysninger om størstedelen af en stats borgere, hvoraf størstedelen aldrig har været under mistanke for kriminalitet.
Hverken Kongressen eller lovgivere på statsligt niveau har givet autorisation til, at et sådant scanningssystem skulle udvikles, og flere amerikanske politikere kritiserer nu teknologien i kølvandet på afsløringerne.