FBI lukker Silk Road og arresterer manden bag

Den berygtede internet-markedsplads for handel med narko, Silk Road, er blevet lukket ned af FBI. Samtidig er manden, der står bag, arresteret, og BitCoins til en værdi af over 17 millioner kroner er blevet beslaglagt.

En dramatisk historie har set dagens lys, efter FBI har anholdt den mand, der står bag internettets sorte børs, Silk Road, og lukket siden ned. Over 17 millioner kroner i BitCoins er blevet konfiskeret og i anklageskriftet fremgår det, at grundlæggeren forsøgte at bestille et mord på en anden Silk Road-bruger, der afpressede ham, skriver Business Insider.

Silk Road er navnet på en web-portal, hvor narko skifter hænder. Siden er indrettet præcis som en almindelig webshop, hvor brugeren med få klik kan bestille psykedeliske stoffer samt alverdens remedier at tage dem med. Siden ligger på det anonyme netværk, TOR, og handler udelukkende med BitCoins for at sløre identiteten på de handlende.

Men nu er den fest forbi. FBI har arresteret den formodede mand bag, den 29-årige amerikanere Ross Ulbricht. I anklageskriftet fremgår det blandt andet, at han blev afpresset af en Silk Road-bruger, som truede med at offentliggøre identiteten på flere brugere af tjenesten.

Det fik angiveligt Ross Ulbricht til at kontakte en anden Silk Road-bruger, som skulle 'tage sig af' problemet. Hvorvidt et mord rent faktisk blev begået, og hvordan de amerikanske efterforskere i det hele taget har infiltreret det ellers anonyme netværk, melder historien ikke noget om.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (24)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Jacobsen

Anders - Det er jo ikke TOR der er lukket ned - så det er faktisk direkte forkasteligt at du forbinder salg af ulovlige stoffer med frihed - de 2 ting har absolut intet med hinanden at gøre. Tværtimod er man da netop IKKE fri hvis man først kommer i kløerne og bliver afhængig af den slags og ikke mindst de mennesker der normalt tager sig af "logistikken".

esben harding

Rent lovgivningsmæssigt har den her sag jo ikke ændret noget. Man kan sagtens argumentere for, at den nuværende narkotikalovgivning indskrænker borgernes frihed osv., men at argumentere for det urimelige, i at loven håndhæves, er temmelig svært at gøre overbevisende – du vil uvægerligt komme ud i et moralsk argument.

Jacques d'biann

Trist at folk ikke fatter at frihed også indebærer at folk må have retten til at behandle deres egne kroppe på en måde som folk selv og det forsnerpede flertal iøvrigt ikke selv billiger.

Hvis folk vil udsættes for jeres borderline fascistoide matriarkstatslige kontrol og belærende irettesættelser omkring forholdet til deres egne kroppe, så skal de sgu' nok selv bede om det, men hold jer VÆK fra andres privatsfære. Et demokratisk flertal er ingen moralsk sanktion for nogetsomhelst, men kun et matematisk proportionsforhold som et samfund så kan agere på efter sin egen moralske dannelse (eller mangel på samme!).

Pas jeres egne kroppe, så passer jeg min!

Per Hansen

Anders, hvis du mener at det er en trist dag, når en kriminel person bliver anholdt, så må du vel også mene, at det var en trist dag, da demokratiet blev indført, og sørge dybt på Grundlovsdag med tanke på al den tabte "frihed"? Demokrati handler jo netop om at begrænse friheden for alle på en retfærdig måde, hvor der tages hensyn til alle. Dermed bliver der en passende mængde ægte frihed til flest mulige mennesker, fremfor kun til ganske få.

Den rene "frihed", på den måde du synes at tænke "frihed", altså "frihed" til at gøre lige hvad der passer én, vil jo blot føre til, at kun de stærkeste (eller ligefrem dén stærkeste) og mest brutale til sidst overtager al magten, og dermed vil denne "frihed" i sidste ende kun føre til reel frihed for ganske få mennesker, mens resten lever i reel trældom i et tyranni. Så er vi tilbage i middelalderen med diktatur og enevælde. Er det dér, du længes hen?

Selv synes jeg godt om demokratiet og dets udbredte begrænsning af friheden – simpelthen fordi det giver plads til at flest mulige kan have mest mulig reel frihed på en retfærdig, rationel og hensynsfuld måde.

Jesper Lund

Anders, hvis du mener at det er en trist dag, når en kriminel person bliver anholdt [...]

Jeg synes egentlig også at det er en trist dag, men af andre årsager end at en narkohandler er blevet anholdt.

Hvis en organisation som Silk Road kan gemme sig på nettet via TOR og BTC til betaling, er der også håb om at whistleblowers hos staten eller menneskerettighedsorganisationer (som staten forfølger) kan gemme sig på nettet.

Hvis staten kan overvåge alt hvad vi gør (hvor vi er, hvem vi kommunikerer med, og om hvilke emner), vil staten kunne undertrykke enhver kritik.

Et eksempel på at staten hos "os" gør den slags
http://www.theguardian.com/commentisfree/2013/sep/25/like-david-miranda-...

Problemet med narkohandel kan løses ved at folk lader være med at købe skidtet. Case closed.

Problemet med tabet af frihed, hvis staten kan overvåge alt, er straks sværere at løse, og der vil være stærke kræfter for at "problemet" ikke skal løses.

Jesper Lund

Blev han ikke fanget fordi han dummede sig på stackoverflow ved at bruge sit rigtige navn? Case closed omkring omkring hemmelig overvågning?

Se side 30-31 her
http://www1.icsi.berkeley.edu/~nweaver/UlbrichtCriminalComplaint.pdf

Hans rigtige navn stod på Stackoverflow i et minut. Det er muligt at FBI har været usandsynligt heldige, og har set det rigtige navn.

En anden mulighed er at FBI har set spørgsmålet langt senere og fået Stackoverflow til at udlevere alle oplysninger om brugeren. Det skulle så være logfiler der har præcise timestamps for alle indlæg og ændringer af profiloplysninger.

Det er også muligt at NSA har leveret oplysningerne fra deres overvågning af al internettrafik. Efter amerikansk lov må NSA ikke udlevere deres oplysninger til FBI for "almindelige" forbrydelser. Men de gør det alligevel (både til FBI og IRS), og der er faste procedurer for hvordan beviserne "vaskes" så dommeren og forsvarere ikke kan se at de kommer fra NSA. Det var fremme i august
http://www.reuters.com/article/2013/08/05/us-dea-sod-idUSBRE97409R20130805

Side 24-32 i retsdokumentet beskriver hvordan han blev fundet. Han laver en del opsec fejl, også nogle forholdsvis grove, men grundlæggende er det en historie om sammenkædning af en masse små, isoleret set uskyldige oplysninger, som til sidst entydigt identificerer en person. Den slags er vanskeligt uden den helt store overvågning og efterfølgende data mining.

Whistleblowers og medlemmer af menneskerettighedsorganisationer laver også små opsec fejl, selvom de passer på ikke at lække oplysninger som kan identificere dem.

Jakub Nielsen

En anden mulighed er at FBI har set spørgsmålet langt senere og fået Stackoverflow til at udlevere alle oplysninger om brugeren. Det skulle så være logfiler der har præcise timestamps for alle indlæg og ændringer af profiloplysninger.

Det er ikke andet end alm. politiarbejde som også vil ske i Danmark, f.eks. hvis vores Svenske hacker havde spurgt lidt ind til CPR på Version2. For mig er der stor forskel på om de aktivt overvåger og forsøger forhindre uønskede elementer i at gøre hvad en ikke-dommer bestemmer, og det om de er i stand til at udbede sig log filer med mere når de laver forensic analyse.

Mogens Hansen

...fået Stackoverflow til at udlevere alle oplysninger om brugeren. Det skulle så være logfiler der har præcise timestamps for alle indlæg og ændringer af profiloplysninger.

Det er også muligt at NSA har leveret oplysningerne fra deres overvågning af al internettrafik.


En tredje mulighed er, at man har bedt Google om deres oplysninger om siden. Den information de sidder med har jo været offentliggjort på et tidspunkt, og så behøver man ikke en dommerkendelse eller at være en efterretningstjeneste for at få dem udleveret - kontanter til at betale et par Gogle researchere kan gøre det.

(Jeg ved godt at informationen med navnet kun var tilgængeligt nogle minutter - men Google er næsten skræmmende hurtige til at indeksere travle sites.)

Jesper Lund

En tredje mulighed er, at man har bedt Google om deres oplysninger om siden. Den information de sidder med har jo været offentliggjort på et tidspunkt, og så behøver man ikke en dommerkendelse eller at være en efterretningstjeneste for at få dem udleveret - kontanter til at betale et par Gogle researchere kan gøre det.

Ja, der er mange muligheder. Men de handler alle sammen om at der sker en totalregistrering af alt hvad vi foretager os. Muligvis i et distribueret system, hvor staten ikke gør det hele selv, men det hjælper ikke noget når staten kan skaffe sig adgang til alt og samkøre en masse oplysninger.

Torben Frandsen
Gert Madsen

Selv synes jeg godt om demokratiet og dets udbredte begrænsning af friheden


Princippet er (bør være) at man har al frihed, indtil denne frihed begrænser andres frihed.

Det er derfor at man taler om den "frie verden" og ikke om den "demokratiske verden". Feks. var DDR demokratisk (i hvert fald på overfladen), men ikke frit.

Der hvor vi har konflikterne er netop ved denne grænse.
Jeg påstår feks. at PET's frihed til at snage i alt jeg foretager mig, begrænser min frihed.

Vi har også andre eksempler: den seneste stramning af rygeloven er ikke baseret på ønsket om at beskytte nogen "uskyldige", men en blanding mellem et ønske om at beskytte rygerne mod sig selv, og et ønske om at udnytte sit flertal til at kanøfle rygerne. Altså det, der forstås ved "flertalsdiktatur".

Nedsættelsen af Promillegrænsen fra 0,8 til 0,5 er også gjort på trods af at man havde undersøgelser der viste at det ikke ville få nogen betydning for ulykkesfrekvensen. Efter at vi nu har haft denne promillegrænse, og det er påvist at det virkeligt ikke har nogen betydning, så snakker man igen om en nedsættelse. Igen er der tale begrænsning af frihed, uden nogen reel begrundelse.

Derfor kan man også se forbud mod handel med stoffer som en begrænsning af frihed. Her synes jeg personligt at konsekvenserne af narkoindtagelse er så alvorlige at et forbud er på sin plads.
Men det kan da bestemt debatteres, og jeg har ikke sandheden.
Helt generelt savner jeg dog forsigtighed og ydmyghed, når det kommer til at begrænse andre menneskers frihed.

Log ind eller Opret konto for at kommentere