Hillary Clinton ligner i manges øjne den kommende amerikanske præsident. Men nu, lidt over en uge inden valget, er der blevet tilføjet endnu et kapitel til den kontroversielle sag om Clintons brug af en privat mail-server i hendes tid som udenrigsminister fra 2009 til 2013.
FBI har nemlig fundet en ny bunke mails, som de i går fik en dommerkendelse på, at de gerne må gennemgå. De nye mails er ikke fundet på hendes egen private server, som de tidligere mails, men i stedet på enheder tilhørende Clintons rådgiver Huma Abedin og hendes mand, tidligere kongresmedlem og borgmesterkandidat i New York, Anthony Weiner.
Det skriver New York Times.
FBI har nu igangsat en undersøgelse for at se, om de nye mails eventuelt er relevante i forhold til den undersøgelse, der allerede er i gang af Hillary Clintons brug af en privat mail-server.
Det er dog ifølge The New York Times usikkert, om FBI kan nå frem til en konklusion inden det amerikanske valg 8. november.
Hillary Clinton er angiveligt svært utilfreds med, at FBI præsenterer deres fund med så kort tid tilbage af valget. Hun har tidligere opfordret FBI til at lægge alt frem i sagen om hendes e-mails. Det har hendes modkandidat, Donald Trump, i øvrigt også opfordret til.
FBI direktør, James Comey, har da også modtaget heftig kritik for hans håndtering af de nye fund. Oplysningerne om de nye e-mails kom først frem i fredags, men i løbet af weekenden blev det klart, at FBI havde kendt til fundet i flere uger. Det fik demokraterne med Clintons kampagnegruppe i spidsen til at udsende et brev underskrevet af næsten 100 tidligere medlemmer af justitsministeriet, som indeholder stor kritik af FBI og Comeys måde at håndtere sagen på.
De nye emails blev fundet under en ransagning af Clintons rådgiver Huma Abedins mand Anthony Weiners computer, som fandt sted d. 3. oktober. Weiner er lige nu under mistanke for at have sendt sexuelle beskeder til en mindreårig pige - i øvrigt langt fra første gang det tidligere kongresmedlem er involveret i en sexskandale - og det var altså under den efterforskning, at en stor bunke Clinton-mails dukkede op.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.