FBI bedt om at holde sig væk fra hackerkonference efter Snowden-afsløringer

Illustration: Virrage Images/Bigstock
For første gang nogensinde er FBI blevet bedt om ikke at dukke op til hackerkonferencen DefCon.

FBI-agenter er ikke velkomne til DEF CON. Sådan lyder det fra arrangørerne af hackerkonferencen, der foregår i Las Vegas i starten af august.

DefCon har ellers altid været stedet, hvor hackere, anarkister, akademikere og FBI-agenter kunne mødes på neutral grund for at dele deres kærlighed for at pille ved computere. Ingen blev dømt, og alle var velkomne.

Men det er altså slut nu. I hvert fald for i år.

Ifølge arrangør Jeff Moss, også kendt som The Dark Tangent, føler mange i hackermiljøet sig utrygge ved at omgås FBI efter Edward Snowdens afsløringer af omfattende overvågning af borgere.

»(Hacker-)miljøet er i gang med at fordøje noget, som FBI har haft et årti til at forstå og affinde sig med. Lidt tid og afstand kan være godt, især når følelserne er uden på tøjet,« siger Jeff Moss til Reuters.

Han præciserer i et andet blogindlæg, at der ikke er tale om et forbud for FBI-agenter om at dukke op, men blot en venlig henstilling. Ligeledes er agenterne meget velkomne, hvis de deltager som privatpersoner med personlig interesse i konferencen.

Arrangementet, der er et af de største af sin slags i verden, blev holdt første gang i juni 1993, og i år markerer første gang, hvor man ikke byder FBI velkommen til konferencen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere