I de seneste uger har udenlandske hackere prøvet at få adgang til to staters valgdatabaser i USA. Det oplyser embedsmænd, skriver Yahoo News.
Ifølge nyhedssiden forsøgte de to hackerangreb at snyde sig adgang til databaser med vælgeroplysninger i staterne Arizona og Illinois.
I sidstnævnte stat lykkedes det hackerne at downloade personlige oplysninger på op til 200.000 vælgere. Angrebet tvang embedsmænd til at lukke statens vælgerdatabase i ti dage i løbet af juli.
I Arizona var hændelsen mindre i omfang. Her var malware installeret i vælgerregistreringssystemet, men uden at oplysninger blev stjålet.
I alt lister bureauet otte separate adresser, som har stået bag hackerforsøgene. FBI oplyser, at den samme IP-adresse blev brugt til begge angreb, hvorfor bagmændene kan være de samme.
Det undersøges, om andre stater har oplevet lignende episoder.
»Dette er en ’big deal’. To statslige valgbestyrelser er blevet ramt, og data er blevet taget. Dette burde bekymre den almene amerikanske vælger,« advarer Rich Barger, chef efterretningsofficer for cybersikkerhedsfirmaet ThreatConnect.
Rusland under mistanke
Rich Barger indskyder, at én af de IP-adresser, som FBI har offentliggjort, før har været aktiv i forbindelse med kriminelle undergrundsfora for hackere i Rusland.
Fremgangsmåden for et af angrebene mod staterne minder desuden ifølge efterretningschefen om metoderne benyttet til mulige russisksponsorerede cyberangreb mod eksempelvis World Anti-Doping Agency.
Det amerikanske valg finder sted den 8. november.