En af de mest standhaftige firebogstavs-forkortelser i den danske it-verden møder snart sit endeligt. DIKU, Datalogisk Institut på Københavns Universitet, skal efter en ny grovskitse i 2012 fusioneres med Institut for matematiske fag og statistiske forskergrupper fra KU's Life-fakultet. Det kom frem på et stormøde på universitetet i dag.
Angiveligt er fusionen primært en administrativ øvelse, der skal høste stordriftsfordele ved at slå institutter sammen. Men lektor på DIKU og blogger på Version2 Torben Mogensen er ikke enig i den betragtning:
»KU's tanke bag er helt tydeligt 'jo større jo bedre'. Jeg er mere skeptisk, for jeg tror, der findes en optimal størrelse for institutter. Når man overskrider den, bliver stordriftsfordelene til stordriftsulemper,« siger Torben Mogensen til Version2.
Hvordan var reaktionen på nyheden ved dagens stormøde?
»Den har været blandet. Nogle ser en oplagt mulighed for bedre samarbejde mellem forskellige forskningsgrene, mens andre er bange for, at det hele drukner i administration. Jeg hørte en interessant sammenligning med kommunalreformen, hvor politikerne jo ved den lejlighed nedlagde amterne. Men dekanerne syntes dog ikke tilbøjelige til at ville nedlægge fakulteterne som en del af planen,« siger Torben Mogensen.
Udmeldingerne er i første omgang altså blot en skitse, som nu skal diskuteres og forhandles i institutterne. Udmeldingen skal også ses i lyset af, at der i forvejen eksisterer planer om, at DIKU og de matematiske fag skal flytte sammen.
DIKU blev oprettet som selvstændigt institut i 1970 efter at dr. phil. Peter Naur i 1969 havde tiltrådt et professorat i datalogi. Han havde fra sit arbejde ved A/S Regnecentralen haft tæt kontakt med den tidlige udvikling af datalogien i Danmark såvel som internationalt.
Læs også: DIKU fejrer 40 års fødselsdag med ny bog
Læs også: DIKU fyldte 40
Hvordan fusionsplanerne i givet fald vil influere på den traditionsrige DIKU-revy, melder historien ikke noget om.
Læs også: Poul-Henning gav den gas i DIKU-revyen