Familieretshuset i ny GDPR-brøler: Har videregivet hemmelige adresser 37 gange
37 gange har Familieretshuset blandt andet videregivet hemmelige adresser til den modsatte part i konflikter som myndigheden håndterer.
Det udløser nu alvorlig kritik fra Datatilsynet, der samtidig har udstedt et påbud til Familieretshuset, der skal rette op på de mange GDPR-brud.
Det er anden gang på lidt over et år, at Datatilsynet langer ud efter Familieretshuset. I marts sidste år fik myndigheden også hård kritik for at have videregive personoplysninger over 100 gange.
Læs også: Mere end 100 databrud: Tilsyn udtaler alvorlig kritik af Familieretshuset
Afgørelsen dengang fik ellers Familieretshuset til at skrue op for sikkerheden, men det var tilsyneladende ikke nok.
»Datatilsynet fandt imidlertid også, at Familieretshuset ikke havde levet op til kravet om passende sikkerhed, idet Familieretshuset, på trods af at have konstateret og anmeldt flere ensartede brud på persondatasikkerheden, ikke havde genovervejet de eksisterende foranstaltninger med henblik på at forhindre fremtidige brud af samme type,« skriver tilsynet i sin afgørelse.
Påbud om ny risikovurdering
Udover kritikken har Familieretshuset også modtaget et påbud om at foretage en ny risikovurdering, der skal sikre at lignende brud på GDPR ikke sker fremover.
Familieretshuset håndterer blandt andet skilsmissesager, der kan handle om særligt sårbare personer, hvor det er ekstra vigtigt, at deres oplysninger ikke bliver videregivet.
»Ved valg af reaktion lagde Datatilsynet i skærpende retning vægt på, at det kan være forbundet med store konsekvenser for de registrerede, hvis deres beskyttede adresse eller andet opholdssted, som f.eks. navnet på et krisecenter, utilsigtet bliver videregivet til den person, de prøver at skjule sig for,« skriver Datatilsynet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.