Falske virksomhedsprofiler i Google Maps kan føre til store problemer

Både for brugere og virksomheder.

Forestil dig, at din garageport er gået i stykker. Du søger på internettet efter en reparatør, finder et firma, som lyder bekendt, og kontakter det.

Da reparatøren så kommer, så viser det sig, at det drejer sig om en svindler, som har oprettet en falsk virksomhedsprofil med navnet på et andet, konkurrerende selskab, men med sin egen kontaktinformation.

Dette oplevede en ældre kvinde i USA for nogle få år siden, da hun søgte på Google efter en reparatør.

Den falske reparatør krævede dobbelt så meget, som kvinden tidligere havde betalt for en lignende reparation, han krævede betaling med kontanter eller en personlig check, og varebilen, han brugte, var umærket.

Kvinden nægtede at betale. Reparationen var så dårlig, at den måtte gøres om af nogle andre, men den falske reparatør troppede op hos kvinden gentagne gange for at opkræve betalingen. Kvinden oplevede situationen som potentielt farlig.

Millioner af falske profiler

Det er Wall Street Journal, som skriver dette i en artikel, som handler om den store mængde af falske virksomhedsprofiler i Google Maps og tilknyttede tjenester.

Eksperter i svindelbekæmpelse, som den amerikanske avis har været i kontakt med, mener, at der til enhver tid er omkring 11 millioner falske virksomhedsprofiler i Google Maps. Typisk er det serviceudbydere såsom elektrikere, blikkenslagere, flyttefolk, advokater og bilservice og -bugsering, som ikke egentlig holder til på det sted, som er oplyst på kortet. De fleste, som søger efter sådanne tjenester, søger efter en leverandør i nærheden af, hvor de selv holder til, og ofte kan behovet for sådanne tjenester være akut.

Skaber vanskeligheder for konkurrenterne

Andre udnytter som nævnt navnet på konkurrerende selskaber, men oplyser deres eget telefonnummer.

En søgning på vvs’ere i et område i New York City gav 20 resultater. Af disse havde 13 falske adresseoplysninger, og kun 2 af de 20 tog imod kunder på det sted, som var oplyst i profilen.

For at komme svindlerne i forkøbet har enkelte aktører valgt at købe sig til en bedre placering i Google-søgningen. Men heller ikke dette er risikofrit. En amerikansk skrothandler gjorde dette via en tredjepart, som efter et stykke tid pludselig krævede halvdelen af skrothandlerens omsætning. Hvis det ikke skete, ville annonceforhandleren begrave skrothandlerens profil under profilerne på hundredvis af falske konkurrenter. Skrothandleren nægtede at betale, og forhandleren gjorde alvor af truslen.

Skrothandleren kunne lige så godt have betalt afpresseren, for på grund af de falske profiler er hans omsætning blevet halveret. Han overvejer nu at nedlægge virksomheden, for noget særlig hjælp fra Google har han ikke fået.

Artiklen hos Wall Street Journal handler om amerikanske tilstande. Den nævner ikke, om dette skulle være et problem i andre lande.

Fjerner en god del

Ethan Russell, produktdirektør for Google Maps, er interviewet i den nævnte artikel. Omkring da artiklen blev udgivet, skrev han et blogindlæg, hvor han forklarer, hvordan Google forsøger at bekæmpe falske virksomhedsprofiler i Google Maps.

I indlægget skriver Russell blandt andet, at selskabet fjernede flere end 3 millioner falske virksomhedsprofiler fra Google Maps sidste år. De allerfleste blev fjernet, før brugerne havde lejlighed til at opdage dem. Meget gøres automatisk, men ifølge Russell tager svindlerne hele tiden nye teknikker i brug for at forsøge at narre Googles systemer.

»Selv om falske virksomhedsprofiler kun udgør en lille andel af den samlede mængde virksomhedsprofiler på Google, har disse svindlere været en torn i øjet på os i mere end ti år. De fandtes endda, dengang virksomhedsprofiler blev trykt, indbundet og lagt i din postkasse,« skriver Russell.

Omkring en kvart million af de virksomhedsprofiler, som blev fjernet sidste år, var blevet anmeldt af brugere. Google har også et skema, med hvilket man kan klage over vildledende virksomhedsprofiler. Ud over de brugere, som rapporterer om svindel efter selv at have været ofre for det, er der mange Google Maps-brugere, som frivilligt bidrager til kvalitetsforbedringer i kortet over deres nærområde..

Måtte vise videooptagelser

Ifølge Wall Street Journal kan også legitime virksomheder opleve, at deres virksomhedsprofil i Google Maps bliver lukket, fordi det har været umuligt for Google at skelne den legitime profil fra de falske.

En advokat, som er interviewet i avisen, fortæller, at han blev nødt til at videooptage sig selv med mobiltelefonen på alle de steder, hvor hans selskab har afdelinger, for at hans selskabs virksomhedsprofiler på Google Maps kunne blive åbnet igen.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize