Falcon.io går efter culture fit: Det er bedst, hvis du forelsker dig i selskabet

Når man beder folk flytte fra deres land, familie og venner for at arbejde i en dansk virksomhed, skylder man at sikre sig, at de passer ind i virksomhedens kultur, understreger Stine Ludvigsen, Director of People Operations i it-virksomheden Falcon.io. Derfor er rekrutteringsprocessen meget grundig. Tv: financial accountant Reza Norouzi Ghazvini. (Foto: BüroJantzen) Foto: Büro jantzen
Når man beder unge mennesker om at forlade hjemland, familie og venner for et arbejde, så forpligter det, mener den fremadstormende softwarevirksomhed.

Når man tjekker ind i receptionen hos softwarevirksomheden Falcon.io på den til formålet opstillede tablet, er der udsigt til H. C. Andersens Boulevard, Tivolis rutsjebaner og klassiske nordiske designermøbler i foyeren.

Men bag lobbyen og dens mødelokaler arbejder 37 forskellige nationaliteter. Og ingen forholder sig i dagligdagen til, hvor folk egentlig kommer fra.

»Jeg har før arbejdet steder, hvor man så sig selv som en international virksomhed, men hvor kulturen internt stadig var udpræget dansk,« fortæller Stine Ludvigsen, der bærer titlen Director of Peoples Operations.

Falcon.io producerer et redskab, som virksomheder kan bruge til at styre deres sociale medier. Og i selskabet er den internationale sammensætning et grundvilkår.

»Det har ligget i vores dna fra starten. Vi henter folk ind fra alle steder i verden. Det er ikke en blokade for os, om de sidder i Indien eller et andet sted. Hvis de er den bedste til jobbet, og de er interesserede i at relocate, så gør vi det.«

Det kan lade sig gøre, fordi gennemsnitsalderen blandt medarbejderne er under 30. De har for det meste ikke stiftet familie eller på andre måder svært ved at rykke sig. Men sammensætningen af unge fra hele verden stiller krav.

»Det sociale betyder enormt meget,« siger Stine Ludvigsen.

»Vi beder folk om at flytte fra deres land, deres familie og venner for at komme her for at arbejde. Det betyder, at de får venner her, og at det lynhurtigt bliver mere end et job. Og det skal vi også have respekt for og værne om.«

Hvordan gør I det?

»Vi sørger for at give rum til, at der kan være den sociale aktivitet, som vi har brug for. Det er en del af vores virkelighed, at kolleger bliver rigtig gode venner eller finder en kæreste her.«

Kulturen skal passe sammen

Netop fordi medarbejdere hentes langvejs fra, er det vigtigt, at rekrutteringen rammer rigtigt første gang. Nøglen til det er ifølge Stine Ludvigsen ikke alt det, der står på cv’et, men det såkaldte culture fit.

»Vi skal have oplevelsen af, at denne person passer ind. For det er ofte det, der mangler, hvis det ender med ikke at gå,« siger hun og fortsætter:

»Vi tager rekrutteringsprocessen meget seriøst. Vi vil være sikre på, at vi ikke henter nogen ind langvejs fra, hvis vi på forhånd kunne have vidst, at det var et dårligt match.«

Investér dig selv i arbejdet

Nærmere bestemt skal kandidaterne trives i et miljø, hvor man ikke altid ved, hvad der kommer til at ske i morgen eller om et par uger.

»Du skal ikke bare være god til at omstille dig, du skal også elske det,« siger Stine Ludvigsen.

»Vi giver alle sammen lige lidt ekstra. Du trives bedst her, hvis du forelsker dig i Falcon. Det handler ikke om arbejds­timer, men om at investere dig selv i det, vi laver.«

På IT Company Rank-listen kommer Falcon.io ind på en 26.-plads totalt, men er helt oppe på en 8.-plads, når det handler om at tilbyde god arbejdskultur. Den unge virksomhed scorer en 4.-plads i appel – og en 1.-plads målt på jobinteresse.

Omvendt er kendskabet i bund. Blandt de 50 virksomheder i undersøgelsen er Falcon.io det selskab, som respondenterne kender dårligst.

Det er da heller ikke gennem sit generelle omdømme, at Falcon henter talenter. Hvis ikke profilerne bliver headhuntet gennem LinkedIn-søgninger, bliver de fundet i de nuværende medarbejderes netværk, fortæller Stine Ludvigsen.

På endevæggen af den lyse lobby hænger trofæerne – priser, som virksomheden har fået i sin relativt korte levetid. ‘Årets startup 2015’, siger flere af dem.

Hverken startup eller corporate

Siden 2015 er der sket meget. Og virksomheden – hvis kundeliste tæller CocaCola, McDonalds og Toyota – er med sin 180 medarbejdere ikke længere en egentlig startup – men heller ikke en corporate-enterprise endnu, siger Stine Ludvigsen:

»Jo større du bliver som virksomhed, og jo mere etableret du bliver, desto flere krav vil der også komme fra medarbejderne. Når man er 20 medarbejdere, så er alting meget uformelt. Nu er en leder nødt til at være en leder.«

Af samme grund har Falcon.io netop iværksat et større ledelsesprogram, der skal ruste de unge ledere, hvoraf over halvdelen er førstegangsledere.

Denne artikel stammer fra magasinet IT Company Rank

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017