Fagforeninger: It-virksomheder må tage deres egen udfordring op
Fagforeningen Dansk Metal reagerer nu på interesseorganisationen IT-Branchens undersøgelse, der viser, at hver fjerde danske it-virksomhed mangler kvalificerede folk.
Dansk Metal har de rette kandidater, og er de rette kvalifikationer ikke på plads, vil fagforeningen sørge for opkvalificering og efteruddannelse. IT-Branchen kritiserede uddannelsesinstitutionerne, men kritikken bliver vendt mod branchen af både Dansk Metal og Prosa.
IT-Branchens undersøgelse viser blandt andet, at 70 procent af it-virksomhederne forventer at få flere opgaver i år end sidste år, og at hver fjerde mangler kvalificerede folk.
I en artikel i Berlingske påpeger Tine Thygesen direktør i Everplaces, at virksomheden har svært ved at finde kvalificeret arbejde og kritiserer uddannelsessystemet. Virksomheden har brug for specialister i at udvikle programmer til mobile enheder, men på grund af de manglende kvalificerede ansøgere har virksomheden permanente jobopslag for udvalgte programmeringssprog.
Derfor opfordrer Jan Hendriksen, faglig sekretær i fagforeningen Dansk Metal i Hovedstaden, til at virksomheder som Everplaces tager kontakt til fagforeningerne, når de har brug for arbejdskraft, der er svær at finde.
»Vi har alene i Metal Hovedstaden 30 ledige, der har uddannelse og erfaring inden for it,« siger Jan Hendriksen til Version2 og påpeger, at der derudover er en masse, der er røget ud af dagpengesystemet.
De ledige består af en lang række forskellige personer, og spænder således lige fra nyuddannede til folk, der har mange års erfaring med udvikling. Problemet er dog, at det kan være, at virksomheder som netop Everplaces efterspørger udviklere, der er stærke inden for et bestemt sprog. Den udfordring tager man i Dansk Metal Hovedstaden dog gerne op.
»Hvis medlemmerne ikke har de rette kvalifikationer, så skal Dansk Metal nok få den nødvendige opkvalificering og efteruddannelse på plads,« siger Jan Hendriksen til Version2.
Ud af de 30 ledige fandt Jan Hendriksen på kort tid to udviklere, der kunne være interessante for en virksomhed som Everplaces, der har brug for mobiludvikling. Det ene medlem har arbejdet med Windows Phone-programmering på Lumia, og det andet medlem havde en del erfaring med programmering, specielt Java, og har sidenhen arbejdet med Android-udvikling privat. Begge medlemmer var meget entusiastiske omkring muligheden for at lære nye programmeringssprog som følge af opkvalificering - specielt, hvis der var et job for enden.
Ansvaret ligger hos virksomhederne
Hvis virksomheder som Everplaces tog kontakt til fagforeningerne for at høre, om der var medlemmer, med masser udviklingserfaring, der kunne opkvalificeres til stillingen, kunne det være med til at afhjælpe problemet her og nu, mener Jan Hendriksen. Men han så også gerne, at virksomhederne gjorde mere for at skubbe udviklingen.
I artiklen i Berlingske kritiserer Tine Thygesen altså uddannelsesstederne, men en stor del af ansvaret ligger også hos virksomhederne, påpeger Jan Hendriksen.
»Jeg har lige kigget på det, og Everplaces er ikke godkendt til at modtage praktikpladser fra erhvervsuddannelserne. Det kunne være et sted at starte,« siger Jan Hendriksen og fortsætter:
»Lige nu er der 102 elever på TEC i København, der er klar til at underskrive en uddannelsesaftale. De er i den såkaldte skolepraktikordning og mangler derfor en praktikplads. Virksomhederne har en unik mulighed for at få unge folk ud, der er villige til at lære, og som vil kunne lære lige netop de teknologier, branchen efterspørger.«
Når undersøgelsen fra branchen lyder, at det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft er der altså kun én ting at gøre, hvis man vil ændre på det, mener Jan Hendriksen.
»Vi må opfordre virksomhederne i branchen til at tage deres egen udfordring alvorligt. Det handler om at bruge de eksisterende uddannelsesmuligheder, hvis man vil problemerne til livs,« slutter Jan Hendriksen.
Og holdningen om, at it-branchen skal kigge indad tilslutter Prosa sig.
»Skytset skal i høj grad rettes mod it-virksomhederne selv. Det, der efterspørges, hverken kan eller skal uddannelsesinstitutionerne levere. Hvis man vil have højt specialiserede og højt kvalificerede personer, er det virksomhedernes ansvar at give deres medarbejdere den nødvendige efteruddannelse og de nødvendige erfaringer,« skriver Niels Bertelsen, formand for Prosa, i en mail til Version2 og fortsætter:
»Man kan ikke forvente, at der altid står personer parat med de nødvendige kvalifikationer til at hoppe ind i et job når virksomheden lige har brug for det - det er en årelang proces at skabe de kvalifikationer.«
Hvor Dansk Metal fokuserer på erhvervsuddannelserne, fokuserer Prosa på de akademiske uddannelser. Og her afviser Prosa, at man på universiteterne skal lære at kode i bestemte sprog, bare fordi, de er in og arbejdsmarkedet efterspørger folk, der kan kode i det pågældende sprog.
»Når der så ikke er tilstrækkeligt med kandidater til den type højt kvalificerede it-jobs, så begynder man åbenbart at skyde på uddannelsesinstitutionerne: "De uddanner ikke de rigtige kandidater". Men det er det forkerte sted at rette skytset hen,« skriver Niels Bertelsen og fortsætter:
»Ikke at uddannelsesinstitutionerne ikke kan blive bedre og mere fleksible i deres uddannelsestilbud. Men det er faktisk deres opgave at uddanne generalister med en bred indsigt og viden i det faglige felt - og ikke at løbe efter den sidste nye, hypede teknologi som måske, måske ikke, stadig bruges om tre år.«
Grundlæggende efterspørger begge fagforeninger mere dialog mellem fagforeningerne og branchen, så man sammen kan finde ud af, hvordan it-uddannelserne gøres endnu bedre og mere brugbare.
»Mulighederne forefindes, hvis it-branchen vil være med til konstruktive løsninger,« slutter Niels Bertelsen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.