Et af de meget store britiske fagforbunds afdelinger i British Airways, GMB, udpeger nu outsourcing af it-jobs til Indien som årsag til masseaflysning af fly lørdag fra Londons to største lufthavne, Heathrow og Gatwick.
Outsourcingen af it blev gennemført sidste år og BA afskedigede i den forbindelse hundredvis af it-medarbejdere for at spare penge.
»Det (nedbruddet, red.) kunne have været undgået,« siger Mick Rix, der er tillidsmand for luftfartsansatte under GMB.
Ifølge GMBs hjemmeside har foreningen også i februar 2016 advaret BA mod outsourcingen af it-job.
British Airways aflyste lørdag alle fly fra Heathow og Gatwick som følge et større it-problem, der satte en alvorlig kæp i hjulet på den normale flydrift.
I første omgang blev der spekuleret i hacking. Men det er næppe tilfældet:
»Vi mener, årsagen er en strømforsyning. Vi har ingen tegn på cyberangreb,« siger administrerende direktør Alex Cruz, British Airways.
It-nedbruddet påvirkede BAs bookingsystem, bagagehåndtering, mobile apps og check-in-skranker, og efterlod passagererne i lange køer og uvidenhed i lufthavne.
Mere end 1.000 flyafgange blev ramt. I Heathrow alene, blev 406 planlagte BA-flyvninger ramt, i Gatwick 71.