Fagfolk om industridata: »Se nu at få samlet alle data og brug dem opad i it-miljøet«

Ifølge konsulentvirksomheden McKinsey og seniorpartner Robert Sternfels kan Internet of Things potentielt generere i omegnen af 11 billioner dollars i 2025. Heraf forventes det, at fremstillingsindustrien vil levere 1-4 bio. dollars af den værdiskabelse. Illustration: Rockwell
»Datarevolutionen er slet ikke begyndt endnu,« siger cybersecurity-ekspert og forsker på universitet Georgia Tech.

Den fjerde industrielle revolution rykker tættere og tættere på fabriksgulvet. Men alt for få virksomheder udnytter fortsat de datastrømme, der opsamles i værdikæden. Ingeniøren har været på automationsmesse i USA i skyggen af det amerikanske præsidentvalg.

I Rotterdams containerhavn har Maersk Line øget sin produktivitet med i nærheden af 80 procent ved at indføre delvist autonome kraner, der kan fjernstyres fra distancen, hvorved man samtidig har nedbragt sine omkostninger betragteligt.

I det amerikanske Midtvesten befinder en af USA’s 100 største virksomheder, John Deere, sig midt i et opsigtsvækkende hamskifte fra traktorproducent til datadreven serviceleverandør af såkaldt precision farming.

Med selvkørende traktorer, GPS-kortlægning af markerne og sensormålinger af jordbundsforholdene brander John Deere sig nu på at hjælpe landmændene med at øge udbyttet af deres marker – frem for bare at sælge dem en traktor.

Og andetsteds i USA er den lille bilproducent LM, Local Motors, ved at blive en vægtig spiller i bilindustrien.

Takket være 3D-printede paneler og chassiser i ABS, open source-design og brugen af mikrofabrikker rundt om i landet kan LM gå fra design til prototype på blot to måneder. LM har blandt andet været med til at fremstille verdens første 3D-printede elbil.

Evolution – ikke revolution

Ovenstående tre eksempler blev luftet på Automation Fair 2016 i Atlanta, der arrangeres af den amerikanske automationsleverandør Rockwell Automation – i år for 25. gang. Messen foregik i skyggen af det amerikanske præsidentvalg og tiltrak sig i omegnen af 10.000 besøgende, herunder Ingeniørens udsendte.

Ikke overraskende var den fjerde industrielle revolution messens altoverskyggende omdrejningspunkt. En revolution, som mange mener, vi befinder os lige på tærsklen til – uanset om man så kalder det Internet of Things, digital produktion eller Industri 4.0. De abonnerer alle på den samme fremtidsvision.

Alene det faktum, at en moderne vaskemaskine indeholder mere processorkraft, end Nasa rådede over under Apollo 11-missionen, siger alt om det teknologiske stadie, vi befinder os på.

Eksemplerne fra Maersk Line, John Deere og LM understreger, at nogle virksomheder løber hurtigere end andre, når det gælder at forløse det potentiale, som der lokkes med for enden af regnbuen: højere produktivitet, hurtigere udviklingstider, individualiseret serieproduktion og lavere produk-tionsomkostninger.

Men især ét andet tal tjener til gengæld som bevis på, at der for rigtig mange virksomheder stadig er rigtig lang vej endnu. Og at det nok er mere betegnende at kalde det en evolution end en revolution.

De tabte datas ocean

For godt nok blev der for hver anden dag i 2014 skabt lige så mange data, som det havde taget menneskeheden næsten et helt årtusinde at generere i alt mellem 1100 og 2003. Men ifølge konsulenthuset McKinsey er det stadig kun én procent af industriens opsamlede procesdata, der bliver brugt til noget.

Resten synker til bunds i det, man lettere poetiske kunne kalde de tabte datas ocean.

»Datarevolutionen er slet ikke begyndt endnu,« som Francis Rotoloni, cybersecurity-ekspert og forskningsleder på det ansete tekniske universitet Georgia Tech, udtrykte det fra scenen i Atlanta.

Systemtænkningen halter

En rundspørge, som McKinsey har foretaget blandt de 300 største industrivirksomheder i Tyskland, USA og Japan, McKinsey Industrial IoT Global Expert Survey 2016, viser, at netop data, der populært kaldes fremtidens vigtigste råvare, er en af de væsentligste barrierer for mange virksomheder.

De er især bekymrede over, hvem der egentlig ejer de data, som eksempelvis udveksles mellem virksomheden selv og dens leverandører, ligesom de er en stor udfordring for virksomhederne med at få samlet og integreret deres data fra mange forskellige datakilder.

Det er da heller ikke dataopsamlingen i sig selv, der er udfordringen, hvis man spørger Rockwells vicedirektør for kundesupport og vedligehold, Frank Kulaszewicz.

»Automation er ikke som sådan udfordringen. Udfordringen er at få dit system til at snakke sammen på tværs af alle niveauer,« siger han til Ingeniøren.

Frank Kulaszewicz henviser til, at eksempelvis Rockwells nyeste generation af servodrev kan indstille sig selv uden behov for en operatørs indblanding. Via målinger, tests og modeller klarer drevene selv kalibreringen. Så det er snarere systemtænkningen, der halter.

Mindre snak om teknologi, tak

John Mathiesen, Rockwells skandinaviske landedirektør, mener ligefrem, at man i virkeligheden bør tale mindre teknologi og mere forandringsledelse, hvis det skal lykkes at trække de meget højtravende koncepter ned på eksempelvis et dansk produktionsgulv – uanset om ordet ‘forandringsledelse’ måtte skurre slemt i en produktionsingeniørs ører.

»Der er nok mange, der tror, at de her koncepter er færdige plug-and-play-løsninger, som du køber og sætter i en stikkontakt. Men det er det ikke. Det er ikke nok at lave en teknologisk løsning. I virkeligheden skal man som virksomhed måske starte med at erkende, at man skal til at arbejde på en anden måde. Og så kan man bygge teknologierne ovenpå,« siger han.

For ham er Industri 4.0 – eller ‘the connected enterprise’, som er den terminologi, Rockwell benytter – i sidste ende et spørgsmål om at fusionere it-afdelingen og fabriksgulvet. Altså kombinere data fra ERP-systemet med data fra MES-systemet.

Og her er lang vej endnu for mange danske virksomheder.

»Jeg oplever, der er mange, der siger, at de allerede har en masse data og godt ved, hvordan tingene kører nede på gulvet, og at de egentlig ikke har brug for mere. Den dér erkendelsesproces af, at man skal have samlet alle disse data og brugt det opad i sit it-miljø, er der nok en del danske virksomheder, som ikke har været igennem endnu.«

Denne artikel stammer fra udgivelsen Produktion, som er et tillæg til Ingeniøren. Ingeniøren var inviteret til Atlanta af Rockwell Automation, som betalte for hotel og flyrejse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere