En flere år lang familiestrid om retten til domænet bale.dk er onsdag endt med et forlig. Ulrich Kallesøe Wester Bale blev hevet i Sø- og Handelsretten af kusinen Marianne Kallesøe Bale, efter domæneklagenævnet fandt, at fætteren var den retmæssige ejer af domænet.
I Sø- og Handelsretten kommenterede dommeren ifølge Ulrich Kallesøe Wester Bale flere gange familiestridigheden og sagde, at det lød mere som om, det var et internt familieanliggende end noget, der skulle ordnes ved en domstol.
Ulrich Kallesøe Wester Bale mener ellers, at hans sag var ret sikker. Domæneklagenævnet har afgjort, at han er den retmæssige ejer af bale.dk, og sagen lå ifølge ham til at falde ud til hans fordel. Men så opfordrede dommeren til mediation - der skulle findes et kompromis.
Derfor foreslog fætteren, at kusinen betalte for de ni års domæneafgift, fætteren har betalt, svarende til 405 kroner, samt at hun dækkede hans omkostninger ved retssagen, da det var hende, der havde hevet ham i retten. Men det afviste kusinen blankt, fortæller Ulrich Kallesøe Wester Bale.
Herefter foreslog fætteren, at kusinen betalte 500 kroner, svarende til de godt ni års domæneafgift - og slap for at dække hans andel af sagsomkostningerne. Det afviste kusinen også, fortæller han.
Herefter talte kusinen, der selv er advokat, med sin advokat i 20 minutter. Advokaten fortalte herefter Ulrich Kallesøe Wester Bale, at han godt ville betale de 500 kroner, hvorefter kusinen, ifølge fætteren, understregede, at det ikke var med hendes gode vilje.
»Der er sikker mange, der vil mene, at 500 kroner er en latterlig pris at betale for det her, men det ville være fjollet at sætte en pris på flere tusinde kroner for noget, jeg har haft i ni år og har betalt 45 kroner om året til,« siger Ulrich Kallesøe Wester Bale til Version2 og fortsætter:
»Jeg vil ikke tjene penge på at sælge et familiedomænenavn til min kusine, og nu kan jeg få lidt ro i mit liv igen.«
Ulrich Kallesøe Wester Bale har søgt fri proces for ikke at hænge på en stor regning, men ansøgningen er blevet afvist af Civilstyrelsen. Derfor kommer han til at skulle betale for en del af retssagen - hvor meget ved han først om et par uger. Men det er mindst et par tusinde kroner.
Marianne Kallesøe Bale har tidligere oplyst til Version2, at hun ikke ønsker at kommentere sagen offentligt.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.