Organisationer i fælles front mod minister i sagen om sessionslogning

I et fællesbrev til justitsministeren slår en stribe organisationer til lyd for, hvorfor de mener, sessionslogning er en dårlig idé.

Dansk Journalistforbund, Dansk Energi, Ingeniørforeningen IDA, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk. Det er blot nogle af de organisationer, der i et fælles brev sendt til justitsminister Søren Pind (V) med kopi til Folketingets Retsudvalg argumenterer mod den sessionslogning, ministeren foreløbigt lægger op til, skal indføres.

Fagforbundet Prosa har offentliggjort brevet på organisationens hjemmeside (PDF).

Brevet er inddelt i tre overordnede områder: juridisk betænkeligt, uklart grundlag og høje omkostninger.

I forhold til det juridiske henvises der til en dom fra EU-domstolen april 2014, hvor EU-logningsdirektivet blev underkendt.

»Den logning og overvågning, der nu foreslås indført, går i sit omfang og indhold langt videre end det nu underkendte direktiv, og den udvidede sessionslogning synes derved at indebære en masseovervågning af hele befolkningen, som kan være vanskeligt forenelig med borgernes rettigheder og helt grundlæggende principper for et retssamfund,« står der i brevet, som Prosa har offentliggjort på fagforbundets hjemmeside.

Under overskriften 'uklart grundlag' slår afsenderne blandt andet til lyd for, at der ikke er sket en afklaring af de tekniske aspekter ved at indføre sessionslogningen forud for præsentationen af forslaget.

»Det påtænkte forslag indebærer en systematisk registrering af den enkelte borgers internetadfærd samt etablering af nye it-systemer og skabelse og lagring af data, som ikke i dag er tilgængelige i nettene,« står der blandt andet i brevet.

Detaljeret indblik i hjemmesidebesøg

Afsenderne påpeger desuden, at sessionslogningen vil give et detaljeret indblik i, hvilke hjemmesider, tjenester og servere forbrugere tilgår.

»Men der opnås ikke på samme måde, som det er tilfældet ved telelogningen, indsigt i den faktiske kommunikation mellem flere parter, nemlig hvem der har kommunikeret sammen på hvilke tidspunkter,« står der.

I den forbindelse nævnes det, at »der fortsat være muligheder for, med eksempelvis en VPN-forbindelse, at skjule sin adfærd på internettet, og derved omgå logningen, eller anvende internettjenester hos forskningsinstitutioner, biblioteket eller foreninger med meget få brugere, som alle er undtaget reglerne om logning.«

I forhold til 'høje omkostninger', så påpeges det i brevet, at blandt andet telebranchen som følge af logningen, vil før meget høje udgifter til udstyr, drift og tilretning af systemer. Og det kommer ifølge brev-senderne til at gå udover mobildækningen i Danmark.

»Den øgede logning vil reelt udgøre en barriere for udviklingen på markedet, og vil utvivlsomt resultere i færre investeringer i bredbånd og bedre mobildækning i Danmark, og derved investeringer i en
infrastruktur, som er helt central for vækst og udvikling.«

Brevet slutter med en appel til justitsministeren, hvor afsenderne ikke mener, at »det nuværende beslutningsgrundlag kan berettige et så omfattende indgreb, som en udvidet internetsessionslogning vil udgøre.«

»Vi vil derfor på det kraftigste appellere til justitsministeren om at udsætte revisionen af logningsreglerne og i stedet igangsætte en grundig udredning af både de juridiske, tekniske og økonomiske aspekter af forslaget. Undertegnede organisationer, der repræsenterer en bred kreds af civilsamfundet, telebranchen og erhvervslivet, stiller sig gerne til rådighed for at bidrage til en sådan udredning,« slutter brevet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (9)

Johnny Christiansen

det er alt sammen teater, for efter Snowden ved vi jo at disse data i vid udstrækning allerede er logget.

Problemet for magthaverne er at de ikke kan bruge dem, til dels på grund af lovgivningen og til dels fordi de ikke vil tale om NSA.

Teleudbyderne himler op (altså de store) for det skal de gøre, men i bund og grund er de lige glade, for udgiften bliver bare sendt videre til forbrugerene. Der er jo ingen der opsiger deres internet forbindelse bare fordi den bliver 10 eller 20 kr dyre pr. md hvis det bare sker hos alle udbydere. Endda formodentlig med de højest stigninger hos de små udbydere, som ikke har så mange kunder at dele udgifterne ud på.

Næ, Teleudbyderne (igen de store) bruger snarere det her som værktøj til at få noget de ønsker, aflivning af netneutraliteten.

De store teleudbyderne har jo tydeligt tilkendegivet at de ikke ønsker at være bit pushere, men indholdsleverandører og en stor sten i vejen for den udvikling er netneutraliten.

Er der så noget der tyder på de går efter af få afskaffet netneutraliten?

Ja, og faktisk ser vi allerede brud på netneutraliten hos fx Telmore i deres Telmore Musik produkt.

I forbindelse med logningen har vi selvfølgelig ikke set lovforslaget endnu, men en af de ting der efter sigende skal logges er antallet af bytes pr session. Hvad kan man bruge det til i efterforsknings øjemed? Næppe noget som helst men det er jo helt centralt i en verden uden netneutralitet.

Johnny Christiansen

De fleste er jo inde i det for penge og når de store drenge tropper om med en hær af advokater og truer med at ødelægge din fremtid retter du ind eller også lukker du biksen.

Det er ikke noget man behøver at tænke over for det var hvad der skete med Lavabit for et par år siden.

Anne-Marie Krogsbøll

Søren Pind udtaler:
"»Jeg kommer aldrig til at foreslå, at staten skal råde over folks internetdata. Enhver, der skriver det, taler mod bedre vidende. Skal myndighederne have adgang til logning, sker det kun mod dommerkendelse. Ingen grund til paranoia, tosserier eller det, der er værre.«
Og i går skrev Søren Pind til en journalist fra Information:
»Jeg ved nok bedst, hvilken form for logning mit forslag vil indeholde. Og det er IKKE, hvad man har gjort før.«

http://www.politiko.dk/politisk-morgenpost/i-soeren-pinds-postkasse-ligg...

Er Pind i ly af Mørklægningsloven ved at trække i land (vi får jo nok aldrig aktindsigt), eller har alle helt misforstået, hvad det er, der brygges på i justitsministeriet?

Eller er det den sædvanlige måde at "spinne" ordet "overvågning" på - at det ikke er overvågning, så længe der skal dommerkendelse til at kigge i det, man allerede har logget?

Eller har Pind bare ikke fattet, at alle kritikerne faktisk fatter, hvad der er gang i, og forholder sig helt relevant til det?

Anne-Marie Krogsbøll

...hvad Pind mener i sin seneste tweet?:

"Søren Pind har retweetet Erik Cederstrand
Præcis min pointe ift debatten: hvis selv dommerkendelser per se er forkert, kan ingen overvåges = kriminelt helle
Søren Pind tilføjet,
Erik Cederstrand @ErikCederstrand @sorenpind Dommerkendelser virker ikke. 98% af aflytningskendelser fører ej til dom som retfærdiggør aflytningen. @christianpanton"

https://twitter.com/sorenpind?ref_src=twsrc%5Etfw

Jesper Lund

»Jeg ved nok bedst, hvilken form for logning mit forslag vil indeholde. Og det er IKKE, hvad man har gjort før.«

Bortset fra antal bytes overført, har jeg svært ved at se det nye i forslaget, medmindre Justitsminsteren vil foreslå noget helt andet end det, som blev præsenseret for organisationerne (erhvervsliv og civilsamfund) den 29/1.

Kravet om sessioner var også fremme 2004-06, da den gamle sessionslogning blev indført. Når der kom mulighed for 1:500 pakke (sampling) som alternativ, var der en god grund til det.

Christian Nobel

Jeg ved bedst ....

Den lader vi så lige stå lidt, så vi rigtig kan beundre denne magtfuldkomne politiker, der på ingen måde vil høre på hvad vælgerne og resten af den måbende befolkning vil sige.

Noget får mig til at tro at herremand Søren er født i et forkert århundrede.

Knud Jensen

Afsenderne påpeger desuden, at sessionslogningen vil give et detaljeret indblik i, hvilke hjemmesider, tjenester og servere forbrugere tilgår.

Ifølge de data som blev nævnt i tidligere nyheder her på siden. Så kan jeg ikke se hvordan det skulle kunne bruges til at se hvilke hjemmesider eller tjenester som er blevet tilgået.

Ib Erik Söderblom

Jo, der er tale om masseovervågning Hr. Pind !

Basta !

Kan du ikke forstå det, må du lære det udenad.
At påstå andet er sjofelt og flabet overfor den samlede Danske befolkning.
Uopdragent, vil jeg kalde det !

At forsøge at lave stråmand på selve overvågningen ved at postulere at der skal en dommerkendelse til før de indsamlede data kan anvendes, er direkte frækt.
Om så den samlede Danske befolkning troppede op på mandens kontor, vil han ikke ændre ved den tagne beslutning, og han har tydeligvis mere interesse i at høre på andre (?), end på sagkundskaben og de som udviser reel bekymring for den trinvise indførelse af et teknokrati.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer