Alex Stamos, der er den øverste sikkerhedschef hos Facebook, forlader virksomheden til august.
Han har sagt op efter uenigheder med den øvrige ledelse omkring, hvor åbne Facebook bør være om platformens rolle i bl.a. at sprede falske nyheder op til valg, skriver New York Times.
Stamos ønskede mere åbenhed, men den kamp stod han meget alene med - og derfor har han sagt op. Han har dog accepteret at blive indtil august, så der kan være en god overlevering, og da direktionen var bange for, at det ikke så godt ud, hvis firmaets sikkerhedschef forlod øjeblikkeligt.
Han havde tidligere 120 mand under sig, men har i dag kun tre ansatte, og det er et billede på et helt essentielt problem i Facebook - og også en række andre virksomheders helt centrale problem, mener Sandy Parakilas, tidligere ansat for at styrke privacy på Facebook og i dag talsperson for Center for Humane Technology:
»De personer, der arbejder for at beskytte brugerne, kæmper altid mod dem, der er ansat i firmaet til at tjene penge,« siger hun til New York Times.
Alex Stamos har på Twitter understreget, at han fortsat er investeret i sit arbejde, selvom det har ændret karakter:
Det ønskede tweet er blevet slettet eller kunne ikke findes.
Facebook har ikke ønsket at kommentere sagen.