Facebook er kommet nærmere målet om at være det primære interface til internettet. I hvert fald står Facbook-app'ens indbyggede browser nu for en stor del datatrafikken på både Android- og iOS-telefoner.
Det viser en undersøgelse fra ScientiaMobile.
Tallene fra sidste kvartal af 2016 viser, at Facebooks app-browser genererer 48 procent af browser- og webviews-trafikken på iOS-enheder. Det er lige så meget som Apples egen indbyggede browser, Safari, genererer, viser undersøgelsen.
På Android-enheder tager Facebook-browseren ligeledes en stor bid af kagen. Her står Facebook for 34 procent af trafikken, mens standardbrowsere tager omkring 62 procent.
'Det (undersøgelsen, red.) antyder, at websites er nødt til at være meget bevidste om at levere en god oplevelse på Facebook,' skriver Scientia Mobile i undersøgelsen.
Med tiltag som instant articles og den indbyggede browser satser it-giganten på give brugere en hurtigere og mere strømlinet oplevelse - og på, at brugere forbliver i Facebook-miljøet frem for at hoppe over på andre platforme.
Tallene fra ScientiaMobile antyder, at strategien indtil videre har givet pote.