Når valgstederne til det amerikanske præsidentvalg lukker den 3. november, vil det også betyde et midlertidigt farvel til politiske reklamer på Facebook.
Det skriver The Verge..
Facebook planlægger forbuddet for at forhindre, at reklamer kan blive brugt til at sprede misinformation og forvirring om valgets udfald, inden det endelige valgresultat er klar.
»Selvom annoncer er et vigtigt redskab, når man vil komme til orde, planlægger vi et stop for alle reklamer om sociale emner, valg og politik i USA efter afstemningen lukker den 3. november for at reducere muligheden for forvirring og misbrug,« skriver Facebook i et blogopslag.
Det sociale medier vil også sætte initiativer i søen, som skal forhindre kandidater i at erklære en valgsejr for tidligt. Det skal blandt andet ske ved, at Facebook tilføjer oplysninger til opslag, der fejlagtigt hævder, at der er udnævnt en vinder, før det egentlig er sket.
Når afstemningerne lukker, vil der desuden dukke en informaitonsboks op i både appen til Facebook og Instagram, hvor brugere kan læse om, hvorvidt der er blevet udråbt en vinder.
De nye tiltag kommer i kølvandet på flere andre indsatser fra det sociale medie op til valget. Tidligere har Facebook annonceret, at mediet vil holde op med at acceptere nye politiske annoncer en uge før det amerikanske præsidentvalg.