Facebook: Vi tillader ikke indhold, der svindler brugere for penge

10. august 2018 kl. 14:037
Facebook: Vi tillader ikke indhold, der svindler brugere for penge
Illustration: eskay lim, BigStock.
Virksomheden slår samtidig fast, at falske ytringer ikke vil blive fjernet, medmindre de overtræder andre regler.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Facebook tillader ikke indhold, der stiller brugere i fare finansielt og har som mål at snyde ofre for at opnå profit, udmelder Facebook i et nyt indlæg.

Indlægget med titlen »Where Do We Draw The Line on Free Expression?« kommer oven på en uge, hvor Facebook har fjernet sider forbundet med den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones og mediet Infowars samt bandlyst indhold om 3D-printning af våben.

Her forklarer Facebooks Vice President of Policy Richard Allan, hvad der er tilladt på siden, og hvad der ikke er.

»Vi modererer indhold delt af milliarder af mennesker, og vi gør det på en facon, der giver frie ytringer størst mulig rækkevidde,« skriver han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Der er dog vigtige undtagelser: Vi tillader for eksempel ikke indhold, der kan udsætte personer for fysisk eller finansiel fare, der truer personer gennem hadefuldt sprog eller har som mål at tjene penge på at snyde personer, som benytter Facebook,« fortsætter han.

Ifølge mediet Techcrunch er det første gang, at Facebook har brugt lignende sprog i forbindelse med finansiel svindel, og selvom Richard Allan i indlægget henviser til virksomhedens fællesskabsregler, så tydeliggør udmeldingen Facebooks politik på området i forhold til disse.

Techcrunch skriver yderligere, at de har kontaktet Facebook, for at høre hvor ny Facebook anser denne politik for at være.

Ret til at tale usandt

På trods af Facebooks vidt publicerede kamp mod 'fake news' så fastslår Richard Allen i indlægget, at de ikke vil blokere for »falsk indhold«, medmindre det bryder andre af deres regler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»I stedet for at blokere indhold for ikke at være sandt så degraderer vi indlæg i nyhedsfeedet, når faktatjekkere bedømmer det som fejlagtigt, og peger folk mod korrekte artikler om samme emne,« skriver han.

I sidste uge fjernede Facebook fire sider forbundet med den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones og mediet Infowars, og også i denne sammenhæng lagde virksomheden vægt på, at det ikke skyldtes 'falske nyheder'.

»Meget af snakken om Infowars har været relateret til falske nyheder, hvilket er et alvorligt problem, som vi arbejder på at adressere. [...] Ingen af overtrædelserne, der foranledigede dagens fjernelse, var relateret til dette,« lød en udtalelse fra virksomheden.

»Efter en vurdering har vi fjernet siderne for at glorificere vold, hvilket overtræder vores politik om 'graphic violence', samt at bruge dehumaniserende sprog om personer, der er transkønnede, muslimer og migranter, hvilket overtræder vores politik om hadefulde ytringer,« forklarede virksomheden.

Holocaust-benægtere skal ikke censureres

I sidste måned blev Facebooks stifter og administrerende direktør, Mark Zuckerberg, kritiseret, efter at han i et interview med det amerikanske medie Recode valgte at bruge holocaust-benægtelse som eksempel på en slags ytringer, Facebook ikke vil fjerne, fordi »der er forskellige ting, hvor forskellige mennesker tager fejl«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksemplet blev stillet over for fejlinformation, der kan føre til sekterisk vold i lande som Sri Lanka og Myanmar, hvilket Facebook nu er begyndt at blokere.

»Hvis det fører til virkelig fysisk skade, eller hvis du angriber individer, så skal det indhold ikke være på platformen,« sagde Mark Zuckerberg.

Selvom de mener, at holocaust-udtalelsen var »uklog«, så er den amerikanske borgerretsorganisation American Civil Liberties Union (ACLU) enig i, at Facebook bør holde sig fra en mere aggressiv tilgang, hvor stødende ytringer fjernes, lød det i en udtalelse fra organisationen.

»Når man tager Facebooks uovertrufne status som forum for politiske ytringer og debat i betragtning, så bør virksomheden ikke fjerne noget andet end ulovlige ytringer, såsom tilskyndelse til vold. Ellers vil Facebook ofte - i et forsøg på at bruge mere uklare koncepter, der ikke er defineret i loven - træffe det forkerte valg,« skriver ACLU.

»Hvis Facebook giver sig selv endnu større magt til at udøve censur, så vil virksomheden uundgåeligt fjerne vigtige ytringer og gøre allerede marginaliserede stemmer tavse,« fortsætter de.

7 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
7
13. august 2018 kl. 12:30

Facebook tillader ikke indhold, der stiller brugere i fare finansielt

Så ingen socialister på platformen mere :D

6
13. august 2018 kl. 08:24

...men alligevel bliver de ved med at dukke op. Det stemmer jo ikke vældig godt overens med, at FB ikke tillader indholdet, at det overhovedet kan opslås der.

5
13. august 2018 kl. 08:09

Du kan trykke på de tre små prikker og "anmeld annonce"? Det kunne ikke være meget nemmere.

4
13. august 2018 kl. 07:21

Arh, så alle de letpåklædte kvindfolk, der kun deler porno på deres væg, og som konstant tilbyder venskab, de gør det altså ikke for at tjene penge via deres svindlende annoncer?

Godt så; så blev vi så kloge!

3
11. august 2018 kl. 15:50

Ublock Origin og/eller Pihole er et godt værn mod (de) reklamer.

2
11. august 2018 kl. 06:29

Jeg har nu set flere annoncer der kun var ude på at snyde folk for penge.

Og fb har ingen steder man kan anmelde annoncer.

1
10. august 2018 kl. 14:19

Der er åbenbart større respekt omkring penge end omkring retten til privatliv og persondata....

Jeg ved godt, hvad jeg helst vil miste...