På Twitter har der været spredte historier om, at der var begyndt at dukke reklamer op, der var relateret til samtaler, man har haft ansigt til ansigt med andre mennesker. Det fik techpodcaster PJ Vogt til tasterne, og han fik svar fra Facebooks reklameafdeling, som ses i tweetet nedenfor.
Det ønskede tweet er blevet slettet eller kunne ikke findes.
»Jeg styrer reklameprodukterne på Facebook. Vi har ikke - og vil aldrig - bruge din mikrofon til reklamer. Det passer simpelthen ikke,« skriver Rob Goldman, vice president of ads hos Facebook, skriver BBC.
Folk var hurtige til at stille uddybende spørgsmål, og da han blev spurgt, om det også gælder Instagram, der er ejet af Facebook, svarede han: »Ja.«
Mange mystiske anekdoter
Selvom det ikke ligefrem er tunge beviser, så er der mange, der mener at have fået reklamer, der ikke kan forklares på anden måde end, at nogen lytter med på telefonen.
Tori Hoover fortæller på twitter, at en kollega fik en reklame om, at han havde 'stillet det store spørgsmål' kun få minutter efter at have friet - før han havde fortalt det til nogen.
Brigitte Bonasoro skriver også på Twitter:
»Skete på mit arbejde tidligere i år. Arbejder som barista, blev brændt, talte med min kollega om det, gik i Target, købte noget salve og så en reklame på Facebook for præcis det produkt, jeg købte. Søgte aldrig efter produktet online.«
Facebook sagde allerede i 2016, at de ikke bruger telefonernes mikrofon til den praksis.
En mulighed er, at reklamerne dukker op ved et tilfælde - og siden mennesker er gode til at se sammenhænge (også når de ikke er der), så tror vi, at det skyldes overvågning, skriver BBC.