Facebook dropper den udskældte BSD + Patents-licens på de populære open source-projekter React, Flow, Jest og Immutable.js. De vil i stedet blive flyttet over på en MIT-licens.
Det skriver The Register på baggrund af et blogindlæg fra Facebooks engineering director Adam Wolff.
»React er grundlaget for et bredt økosystem af open source-software på nettet, og vi vil ikke holde fremskridtet tilbage af ikke-tekniske årsager,« skriver Wolff om beslutningen, der kommer efter »flere ugers skuffelse og usikkerhed for vores community«.
Apache Foundation meddelte i juli, at kode under BSD + Patens-licensen ikke er velkomment i nye projekter.
I sidste uge meddelte Automatics, der står bag WordPress.com, at man ville skrive React ud af WordPress.com – et projekt, som ifølge WordPress-grundlægger Matt Mullenweg er et af de største open source-projekter baseret på React.
Frygten fra både WordPress.com og Apache Foundation er at havne i juridiske stridigheder pga. Facebook-licensen. BSD+Patents betyder, at hvis man direkte eller indirekte beskylder Facebook – eller Facebooks kunder – for at overtræde patenter, så mister man også retten til at anvende og distribuere Facebooks kode.
Modstanden mod licens-betingelserne har Facebook nu taget til efterretning, men meldingen gælder lige nu kun de fire nævnte teknologier, mens selskabet overvejer, hvad der skal ske med andre af Facebooks open source-projekter.
GitLab har fx for nyligt droppet query-sproget GrahQL, der endnu hører under BSD+Patents-licensen.
Adam Wolff understreger i sin blog, at man hos Facebook er kede af, at organisationer og virksomheder skifter React ud.
»Vi forventer ikke at vinde disse hold tilbage med denne ændring, men vi vil gerne lade døren være på klem,« skriver han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.