Facebook har nu lovet at udvikle et værktøj, som kan advare brugere, hvis de på nogen måde har interageret med reklamer, der er betalt af russiske selskaber.
Det skriver The Guardian.
Værktøjets formål er kort og godt at fortælle brugeren, hvis vedkommende på noget tidspunkt er ved at interagere med den såkaldte Internet Research Agency, den Sankt Petersborg-baserede og statsstøttede organisation, som stod bag en stor mængde misinformation under både Brexit og den amerikanske valgkamp.
»Det er vigtigt, at folk forstår hvordan udenlandske aktører forsøgte at så splittelse og mistillid ved hjælp af Facebook både før og efter det amerikanske valg i 2016,« skriver Facebook i en udmelding.
»Derfor har vi, i takt med, at vi har opdaget informationen, fortsætteligt stået frem for at dele det offentligt og givet det til kongressens efterforskere. Og af samme grund bygger vi det værktøj, som vi annoncerer i dag.«
Dog kan - eller vil - Facebook ikke advare samtlige brugere, der på et eller andet tidspunkt har været i kontakt med IRA. For langt størstedelen har blot fået informationen fra agenturet op i deres feed gennem bekendte eller Facebooks algoritme, og dem vil Facebook ikke bekymre sig om.
Samtidig skal man ikke forvente proafktive handlinger. Værktøjet bliver placeret i Facebooks 'help center' fremfor eksempelvis news feed.
Når værktøjet er klar, kommer det til at ligge tilgængeligt på Facebook.com/actionplan.