Facebook klar til at understøtte AI og machine-learning i Europa

Foto: Facebook
Med afsæt i Tyskland starter Facebooks Artificial Intelligence Research Lab nu samarbejde med forskningsinstitutioner på tværs af Europa.

Som en del af Facebooks Europæiske partnerskabsprogram for forskning i kunstig intelligens, (Artificial Intelligence - AI) har den sociale mediegigant doneret 25 GPU-servere til en række forskningsinstitutioner i Europa.

Donationen vil blive fulgt op at et samarbejde mellem Facebooks Artificial Intelligence Research Lab (FAIR) og den igangværende forskning hos de Europæiske institutioner, oplyser konsulent Fannie Friberg fra Facebooks nordiske PR-afdeling.

De første fire af de 25 GPU-servere er blevet tildelt Technische Universität i Berlin (TU Berlin) og skal i arbejde hos deres Machine Learning Group.

»Dette samarbejde kommer på det helt rigtige tidspunkt for AI forskning i Tyskland. Det vil hjælpe os i studierne af to meget svære og beregningsmæssigt intensive indlæringsproblemer omkring billedanalyse af brystkræft og kemisk modellering af molekyler,« udtaler Klaus-Robert Müller, leder af Machine Learning Group hos TU Berlin til Facebook.

Facebook oplyser, at hver server indeholder højtydende GPU'er, med 10 gange større computerkraft sammenlignet med ikke-GPU servere.

Hjælp til selvhjælp

Ifølge direktør for Facebook AI Research, Yann LeCun kommer nogle af de bedste ideer inden i AI fra den akademiske verden. Men her står forskningen ofte i kø på grund af begrænsede ressourcer til computere og regnekraft.

»Fremskridt inden for selvkørende biler, computere der kan opdage tumorer, real-time talegenkendelse og oversættelse - kræver innovative computerteknologier,« konkluder Yann LeCun i en mail fra Facebook.

Ved at tilføre forskermiljøet de nye GPU-servere håber Facebook på, at der kan udvikles mere nøjagtige modeller og nye standarter af applikationer inden for AI.

GPU i bytte for forskning

For at komme i betragtning til en GPU-donation fra Facebook, skal forskningsinstitutioner indsende en ansøgning. De heldige vil blive udvalgt på baggrund af den type forskning, de laver, og antallet af forskere, der vil få gavn af serverne.

Og så skal FAIR have adgang til den forskning, serverne behandler. I Facebooks Europæiske partnerskabsprogram forpligter FAIR sig nemlig til at offentliggøre deres opdagelser.

Forskning foretaget af Analysis Group estimerer, at de økonomiske konsekvenser af AI i det næste årti vil udgøre mellem 1,49 billioner og 2,95 billioner dollars på verdensplan. Artificial Intelligence forventes således at få vidtrækkende konsekvenser på tværs af brancher og have en positiv indvirkning på hele den økonomiske sektor.

Indtil videre er der ingen danske forskningsinstitutioner på listen over dem, der har indgået et samarbejde med Facebook om deres 25 GPU-servere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer