Facebook har skrabet Android-telefoner for metadata om opkald og beskeder i årevis
En newzealandsk mand downloadede alle sine Facebook-data og fandt i den forbindelse ud af, at det sociale medie havde indsamlet en enorm mængde metadata om alle hans telefonsamtaler og tekstbeskeder over to år.
Navne, telefonnumre og opkaldenes længde var nydeligt listet op.
Downloaded my facebook data as a ZIP file
— Dylan McKay (@dylanmckaynz) 21. marts 2018
Somehow it has my entire call history with my partner's mum pic.twitter.com/CIRUguf4vD
Dette er efterfølgende blevet bekræftet af flere, blandt andre af Ars Technicas egen reporter, der ligeledes kunne berette om sms- og mms-metadata i hobevis.
Alt sammen indsamlet fra en Android-enhed, han brugte tilbage i 2015 og 2016.
Facebook: Almindelig praksis
Ifølge en talsperson fra Facebook, der udover en skriftlig kommentar ikke vil udtale sig til Ars Technica, er der tale om en almindelig praksis for enhver besked-app.
»De vigtigste for en app eller service er, at den hjælper brugeren med at komme nemt i kontakt med sine forbindelser. Derfor henter vi kontaktinformatoner ind den første gang, applikationen bruges,« lyder det fra Facebook.
Talspersonen fremhæver desuden overfor Ars Technica, at brugeren til enhver tid kan bede om at få data slettet fra sin profil via en hvilken som helst browser. Men det er ikke så let, som det lyder.
Data forblev i databaser
For det prøvede Ars Technicas reporter, hvorefter han igen prøvede at downloade sine data - der altså stadig indeholdt de pågældende metadata dagen efter.
Det skyldes sandsynligvis, at databasen ikke var blevet opdateret i mellemtiden, men reporteren fandt også ud af, at de pågældende data stadig blev brugt af Facebooks kontakt-finder-værktøj to dage efter sletningen.
Samtykke eller ej
Facebook bruger ikke kun de mange metadata til at gøre det nemmere at finde og venneanmode din mor på Facebook. Ifølge Ars Technica bruger Facebook de mange data til finpudse deres vennefinder-algoritme.
I de seneste versioner af Messenger til Android spørger Facebook direkte om adgang til de mange data, men selv hvis brugeren siger pænt nej tak, har de førhen givet Facebook adgang blot ved at bruge applikationen.
Facebook nægter at stille op til interview, men har skrevet et blogindlæg på baggrund af Ars Technicas artikel, der modsiger mediet.
Her skriver Facebook:
»Opkalds- og beskedindsamlingen er en frivillig funktion for personer, der bruger Messenger eller Messenger Lite på Android. Dette hjælper med at forblive forbundet med dem, du holder af, og giver dig en bedre oplevelse på Facebook. Folk er nødt til at erklære sig enige i betingelserne, for at disse funktioner træder i kraft, og kan til enhver tid ændre mening.«
At dataindsamlingen skulle være opt-in (altså et tilvalg), flugter dog ikke med de oplevelser, som Ars Technica og mediets kilder har haft med app'en. Samtykket skulle angiveligt gives som en del af installationen af app'en og altså ikke separat.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.