Det skal ikke være for nemt at skifte Facebook ud med Google+.
Sådan må man formode, at ledelsen i Facebook har tænkt, for ikke så snart var der dukket en applikation op til at eksportere vennerne fra Facebook til Google+, før Facebook spærrede for den mulighed.
Chrome-udvidelsen Facebook Friend Exporter, som udvikleren Mohamed Mansour står bag, samlede e-mail-adresser på alle ’vennerne’ på Facebook, så man kunne hive listen ind i Gmail og dermed Google +, som er Googles nye bud på et socialt netværk.
Men nu har Facebook sørget for, at alle e-mail-adresser forsvinder fra ens åsyn, hvis man besøger for mange venners side for hurtigt.
Mohamed Mansour giver dog ikke op og fortæller, at han vil prøve at ændre lidt i applikationen, så man for eksempel i stedet kan indsamle de samme data over længere tid, så spærringen ikke bliver udløst.