Den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, vil have it-giganter til at hjælpe myndigheder ind bag krypterede beskedtjenester. Men hvis krypteringen fjernes fra tjenester som WhatsApp, vil myndigheder kun være dårligere stillet, mener Facebooks chief operating officer (COO), Sheryl Sandberg.
Det skriver CNBC på baggrund af Sandbergs deltagelse i radioprogrammet Desert Island Discs. .
»Målet for regeringer er at få så meget information som muligt,« påpeger Sheryl Sandberg og fortsætter:
»Så når en besked-tjeneste som WhatsApp er krypteret, er selve beskeden krypteret, men det er metadata ikke, hvilket betyder, at hvis du sender mig en besked, ved vi ikke, hvad beskeden siger, men vi ved, du har kontaktet mig.«
Hvis folk hopper fra WhatsApp til fordel for krypterede tjenester, der ikke vil dele metadata med regeringer, så ved myndighederne ikke mere, men mindre om potentielle terroristers aktiviteter. Derfor er det ingen løsning at fjerne krypteringen i WhatsApp, konkluderer Sheryl Sandberg.
Facebook-bossen har for nyligt mødtes med Amber Rudd og kalder it-gigantens mål fint på linje med den britiske regerings mål. Ikke desto mindre påpeger Rudd over for BBC, at tech-selskaber ikke gør nok for at ‘besejre fjenden’.