Facebook forbyder Taliban-indhold
Facebook har forbudt alt indhold, der bakker op om Taliban, på sin platform, efter terrorgruppen har presset den afghanske regering ud af landets hovedstad Kabul og overtaget magten.
Det skriver BBC.
Gruppen har brugt sociale medier til at sprede sit budskab i årevis, men nu har Facebook samlet et hold Afghanistan-eksperter til at monitorere og fjerne indhold med forbindelse til terrorgruppen.
Eksperterne taler Pashto og Dari, som er Afghanistans officielle sprog, og har indsigt i den lokale kultur.
»Taliban er kendt som en terrororganisation under amerikansk lovgivning, og vi har bandlyst dem fra vores tjenester under vores ‘Dangerous Organizations’-politikker. Dette betyder, at vi fjerner konti, som administreres af eller på vegne af Taliban og forbyder ros, support og repræsentation af dem,« fortæller en talsperson for Facebook til BBC.
De nye regler gælder også for Facebooks andre platforme Whatsapp og Instagram. Andre sociale medier som Twitter er ifølge BBC tidligere blevet kritiseret for ikke at kæmpe nok imod Taliban-relateret indhold.
