Facebook har fjernet en række opslag og reklamer fra Donald Trumps genvalgskampagne. Opslagene indeholdt et billede af en rød trekant, som minder om det symbol, nazisterne brugte til at “mærke” politiske modstandere i koncentrationslejrene. Det skriver blandt andre BBC.

Opslaget med den røde trekant indeholdt en tekst, som anklager den venstreorienterede Antifa-bevægelse for at hærge i gaderne, og en opfordring til at støtte præsidentens arbejde med at få bevægelsen på terrorlisten.
»Vi tillader ikke symboler som repræsentere hadefulde organisationer eller hadefulde ideologier, medmindre de bliver sat i en kontekst eller fordømt,« siger Facebooks sikkerhedschef, Nathaniel Gleicher.
En talsmand for Trump-kampagnen forsvarer opslaget med, at Antifa-bevægelsen selv bruger symbolet. Dermed skulle symbolet være relevant at bruge i et opslag om bevægelsen
Facebook har tidligere denne måned fået kritik for ikke at have fjernet et opslag fra præsidenten, hvor han truede med at sætte militæret ind mod urolighederne omkring Black Lives Matter-demonstrationerne. Kritikken kom efter, at Twitter valgte at markere opslaget som en opfordring til vold.