Facebook har lanceret en ny nyhedsfeature, skriver TechCrunch.
App-udgaven af Facebook tilbyder nemlig fremover brugerne et nyhedsfeed, der kun indeholder artikler fra medier.
Artiklerne vil blive plukket fra sider, som man ikke selv følger, dvs. de er udvalgt og prioriteret af Facebook.
»Vi er ved at afprøve et komplementerende nyhedsfeed med populære artikler, videoer og billeder, som er tilpasset hver person baseret på andet indhold, der interesserer dem,« udtaler en unavngiven Facebook talsperson til TechCrunch.
»Vi har hørt fra folk, at de ønsker en let måde at udforske nyt indhold på, som de ikke er forbundet med endnu.«
Facebook testede i sidste måned lignende features på betaudgaven af deres Android-app. Ikke alle brugere kan endnu se det nye raket-ikon, men opdateringen skulle både være rullet ud til iOS- og Android-enheder.