Facebook bruger 65 mio. kr. om året på at beskytte sin topchef – så meget bruger de andre it-giganter

Illustration: Facebook
Koncernen bag det store sociale medie anser en omfattende beskyttelse af topchefen Marc Zuckerberg som nødvendig og passende, men har i lighed med de øvrige selskaber ikke kommenteret sagen offentligt.

De fleste tænker nok først og fremmest på software- og harwaresikkerhed, når de hører ordet it-sikkerhed. Begrebet kan imidlertid også bruges om et lidt mindre kendt fænomen, nemlig beskyttelse af personerne bag de store navne i it-verdenen.

Hjemmesiden Wired har fået indsigt i dokumenter, som afslører, hvor mange penge it-giganter som Facebook og Google bruger på beskyttelse af sine topchefer – og der er ikke tale om småpenge.

Mere end 5 millioner kroner på Google-chefen

Dokumenterne stammer fra US Securities and Exchange Commission (SEC), som er et amerikansk, statsligt bureau, som blandt andet er ansvarlig for at håndhæve love knyttet til økonomisk virksomhed.

I dokumenterne fremgår det blandt andet, at Googles moderselskab, Alphabet, brugte over 600.000 dollars på Google-topchefen Sundar Pichai i løbet af deres seneste finansår.

Netbutikgiganten Amazon brugte cirka 1,6 millioner dollars på beskyttelse af selskabets topchef og grundlægger Jeff Bezos.

Selskabet Oracle, som blandt andet laver it-værktøjer til databaselagring og selskabsplanlægning, betalte omtrent den samme sum som Amazon for sin egen topchef og grundlægger, Larry Ellison.

Processorgiganten Intel brugte i 2017 1,2 millioner dollars på beskyttelse af selskabets daværende leder, Brian Krzanich.

Mark Zuckerberg allerdyrest

Den allermest kostbare person at beskytte var Facebook-chefen Mark Zuckerberg. Kongen af sociale medier kostede intet mindre end 7,3 millioner dollars at beskytte i 2017.

Dette beløb er vist nok nu øget til 10 millioner dollars på årlig basis. Facebook skal have udtalt i SEC-dokumenterne, at de anser pengebrugen som nødvendig og passende, men har i lighed med de øvrige selskaber ikke kommenteret sagen offentligt.

Omkostningerne til beskyttelse af topcheferne omfatter blandt andet livvagter og andet sikkerhedspersonel og omfattende elektroniske sikkerhedssystemer.

I Facebooks tilfælde kan det høje sikkerhedsbudget nok hænge sammen med, at Facebook har været i hård modvind og modtaget meget skarp kritik den seneste tid på grund af diverse datalækager.

Wired var i kontakt med Hillard Heintze, et sikkerhedskonsulentselskab, som har mange store it-selskaber blandt sine klienter, og de udtalte, at summen, Facebook bruger på sin chef, formentlig er den højeste for en amerikansk topchef.

Selskabet peger på, at truslerne hurtigt kan blive mange, når man driver en tjeneste med over 2 milliarder brugere.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere