Facebook lukker for Myanmars Militærs Facebookside, da den opildner til vold, som er imod Facebooks retningslinjer.
Det skriver Reuters.
»I tråd med vores globale politikker har vi fjernet Tatmadaw True News Information Team-siden fra Facebook for gentagne gange at overtræde vores standarder, der forbyder opfordringer til vold og koordinering af skade,« siger en repræsentant fra Facebook i en meddelelse.
Ingen talspersoner fra militæret har ønsket at udtale sig til Reuters.
I starten af februar beordrede militæret i Myanmar, at internetudbydere og mobilnetværk skulle blokere Twitter, Instagram og Facebook, da demonstranter bruger tjenesterne til at dele opslag og billeder, hvor de modsætter sig kuppet.