Facebook betalte tredjemænd for at gennemlytte brugeres lydoptagelser

Illustration: Dessin de Tjeerd Royaards, Cartoon Movement, Pays-Bas
Flere store techvirksomheder er blevet taget i at lytte til brugernes private lydoptagelser. Nu er turen kommet til Facebook.

Facebook har indtil i sidste uge betalt hundredvis af tredjemænd uden for virksomheden for at lytte til Facebook-brugeres lydoptagelser i beskedprogrammet Messenger og transskribere dem. Det beretter Bloomberg.

Formålet med lytningen og transskriberingen var, at tredjemændene skulle kontrollere, om Facebooks AI fortolkede lydbeskederne korrekt. Mens Facebook bekræfter, at transskriberingen har fundet sted, fortæller de også, at de har stoppet proceduren fra og med sidste uge.

»Ligesom Apple og Google har vi stoppet det menneskelige gennemsyn af lydoptagelser for mere end en uge siden,« udtalte Facebook tirsdag ifølge Bloomberg.

Læs også: Google lytter til optagelser fra din smarthøjtaler i stuen

Virksomheden understreger også, at de transskriberede lydbidder kom fra brugere, som selv havde sagt ja til at have deres lydchats transskriberet i Messenger-app’en.

Facebook er ikke den første techgigant, som bliver taget med bukserne nede, fordi de gennemlytter og transskriberer lyddele via smartphones eller digitale assistenter.

I juli kunne den belgiske radio- og tv-station VRT afsløre, at Google satte en lang række medarbejdere til systematisk at gennemgå et udsnit af optagelser fra kunders Google-smarthøjtalere for at optimere den digitale assistents forståelse af stemmekommandoer.

Således kunne private samtaler hjemme i stuen blive lyttet igennem af Googles medarbejdere. VRT gennemgik over 1.000 optagelser, hvoraf 153 aldrig skulle have været optaget - for eksempel skænderier, samtaler i soveværelset eller samtaler med personhenførbare data såsom adresser.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

"Virksomheden understreger også, at de transskriberede lydbidder kom fra brugere, som selv havde sagt ja til at have deres lydchats transskriberet i Messenger-app’en."

Har de gennemskuet samtykket? Sikkert ikke. For hvis de havde, var der jo ikke nogen sag at skrive om.

Forbrydere! Og vi har ingen myndigheder, der tør bide skeer med dem, og kalde dem det, de er: Forbrydere!

Log ind eller Opret konto for at kommentere