Facebook-aktien sortlistes af Nordea – ATP og PFA har for over 200 mio. kroner

Illustration: Twin design | BigStockPhoto
Nordea har sat Facebook-handlen i karantæne. Herhjemme har pensionsgiganterne PFA og ATP aktier for over 200 mio. kroner i det sociale medie.

Opdateret kl. 16:12. Sagen om misbrug af Facebook-brugeres data i den amerikanske valgkamp får nu Nordeas afdeling for bæredygtige investeringer til at sortliste det sociale medie.

Afdelingens chef, Sasja Beslik, skriver på Twitter og har udtalt til Bloomberg, at man sætter investeringer i Facebook-aktier i karantæne.

Nordea er langtfra den eneste store investor, der har Facebook-aktier. Research, som Version2 har gennemført, viser, at PFA har for 134 millioner kroner i aktier i Facebook (markedsværdi i 2016) og ATP for 85 mio. (markedsværdi i 2017). Danica Pension ligger inden med aktier i Facebook for 73 mio. kroner (markedsværdi ultimo 2017)

Nordea: Facebook har ikke godt nok styr på privacy

Baggrunden for Nordeas beslutning er, at banken mener, at der er en overhængende risiko for yderligere regulering af Facebooks platforme, ligesom den nye persondataforordning i EU kan blive et problem for Facebooks forretningsmodel.

Sasja Beslik fastslår desuden, at der er for mange systemfejl hos Facebook i forhold til privacy issues, og at selskabet mangler at bevise, at de tager ledelsesmæssige skridt til at imødegå disse risici.

Desuden er Nordea kritisk over for Facebooks offentlighed omkring sagen. Facebook blev ifølge eget udsagn opmærksomme på bruddet på brugerbetingelserne, hvor brugerdata indsamlet i forskningsøjemed blev anvendt kommercielt, i 2015.

Ifølge en udlægning fra The Guardian er data blandt andet blevet anvendt i Trump-kampagnen og for den britiske udmeldelse af EU.

Nordea kritiserer, at sagen først kommer frem nu – og banken frygter, at flere sager vil dukke op i offentligheden.

»Det er sandsynligvis ikke den eneste sag, der ligger og venter,« siger Sasjal Beslik.

En Facebook-aktionær anlagde i dag sag en domstol i San Francisco med påstand om tab efter afsløringerne.

Facebook-sagen har fået selskabets aktier til at falde med omkring 60 milliarder dollar.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize