Få studiepladser presser adgangskrav i vejret på DIKU - ITU-udvidelse giver pote

IT-Universitetet øgede antallet af studiepladser med 50 procent forud for årets ansøgningsrunde, og de pladser er blevet fyldt ud. På DIKU har man valgt en mere konservativ udvidelse af optaget.

Det krævede i år et karaktergennemsnit på 7,4 at blive studerende på datalogistudiet på Københavns Universitet. Dermed overgår de deres studiefæller på fysik, kemi og matematik, hvis man ser på adgangskravene.

Det skyldes, at Datalogi har fået 50 procent flere ansøgere end sidste år, og der er langt fra pladser nok til alle ansøgere. Derfor er adgangskravet steget fra 6,4 sidste år til 7,4 i år.

Datalogisk Institut har øget antallet af pladser med 10 ekstra pladser, og institutledelsen vil se tiden an og se, om tendensen holder ved, inden antallet af pladser øges kraftigt.

»Vi har valgt at udvide kapaciteten i det kommende studieår moderat. Det vil sige fra 160 til 170 pladser på bacheloruddannelsen i datalogi. Fortsætter tendensen med høj søgning, vil vi arbejde på at øge kapaciteten yderligere i de kommende år,« siger viceinstitutleder for undervisning, Martin Lillholm, fra Datalogisk Institut ved Københavns Universitet til Version2.

Læs også: Her er optagelsestallene for it-uddannelserne 2016

Hos IT-Universitetet i København havde ledelsen valgt at satse på at imødekomme flere interesserede ansøgere. Derfor var antallet af pladser på bacheloruddannelsen i softwareudvikling øget betydeligt.

»Vi har øget kapaciteten på bacheloruddannelsen i softwareudvikling med 50 procent i forhold til sidste år. Vi har planlagt til de ekstra studerende og har ansat ekstra forskere til undervisning. Så vi var klar, og det var de unge heldigvis også,« siger studiechef Lene Rehder fra IT-Universitetet til Version2.

I alt er der optaget 157 studerende på bacheloruddannelsen i softwareudvikling på ITU i år mod 97 sidste år.

Forebygger frafald

It-uddannelserne har fået stor opmærksomhed fra både erhvervslivet og fra politisk side, fordi it-kompetencer anses for at være afgørende for erhvervslivet og offentlig digitalisering, og prognoserne fra brancheorganisationerne lyder, at der vil være stor mangel på it-folk i den nære fremtid. Derfor er det også vigtigt, at de nye studerende ikke blot kommer ind på uddannelserne, men også gør dem færdige.

Læs også: Stadig brug for mange flere it-uddannede trods øget optag

Både på DIKU og ITU har man arbejdet på at reducere frafaldet blandt de studerende de seneste år.

»Vi ligger i gennemsnit på omkring 15 procent, der falder fra. Vi gør meget for at forebygge det, og i år har vi nye tiltag i form af blandt andet en workshop i august, hvor man kan få afmystificeret det at programmere, hvis man ikke har prøvet det før,« fortæller Lene Rehder fra ITU.

Det er ikke et krav, at man kan programmere, inden man starter på en it-uddannelse i softwareudvikling eller datalogi, men mange af de nye studerende har prøvet det før. Det kan få dem, der er helt nybegyndere til at føle sig bagud.

»Vi har også fået flere ældre studerende til at assistere de nye, så vi håber at kunne fastholde dem, der synes, det er svært i starten,« siger Lene Rehder.

Hos DIKU har man sidste år moderniseret bacheloruddannelsen med henblik på blandt andet at reducere frafaldet især i første studieår.

»Sidste studieår var startskuddet til DIKU's nye bacheloruddannelse, hvor såvel fagligt indhold som didaktisk tilgang er blevet moderniseret og strammet op. Det vil forhåbentlig resultere i et langt bedre bachelorforløb hen over blandt andet første studieår,« siger Martin Lillholm fra DIKU.

Frafaldet på Datalogi ligger ifølge DIKU på niveau med de øvrige teknisk-naturvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet. Det skyldes blandt andet et fokuseret arbejde på studiet over de sidste fem år med indførelse af blandt andet mentorordninger, hjælp til studiegruppedannelsen, studiecaféer og opsøgende vejledning.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere