Få overblikket: Derfor er kritisk Javahul vigtigt
Det hele startede torsdag den 10. januar om eftermiddagen. Version2 havde læst et indlæg hos den anerkendte it-sikkerhedsblogger Brian Krebs, der bekræftede, at it-kriminelle aktivt udnyttede et ikke-lukket sikkerhedshul i Java.
Næste formiddag havde Version2 den brede, danske vinkel klar: Da NemID benytter Java som underliggende teknologi, er alle fire millioner danske NemID-brugere i fare for at havne i kløerne på de it-kriminelle.
Og selvom Version2 i udgangspunktet henvender sig til it-professionelle, var det på sin plads med en artikel, der i nede på jorden-vendinger forklarede, hvordan man midlertidigt deaktiverer Java på sin computer.
Herefter gik det stærkt. Adskillige medier bragte Ritzaus citathistorie af Version2-artiklen, og TV 2 News fandt tid til at interviewe Version2's redaktør om problemet, der - som så meget andet - skyldes de store pengesummer, der nu til dags er i sikkerhedshuller.
Allerede om mandagen havde Oracle lappet sikkerhedshullet. Version2 kunne derfor atter guide hr. og fru NemID-bruger igennem opdateringsprocessen.
Op ad formiddagen mandag kunne Version2 dog berette, at danske sikkerhedseksperter trods patchen på Javahullet stadig advarede mod at have Java slået til i browseren
Men historien ville ikke dø. Nu viste det sig, at hullet havde stået åbent siden oktober 2012, og at Oracle allerede dengang var blevet advaret om det.
Og for at føje spot til skade kunne Brian Krebs, sikkerhedsbloggeren der først skrev om Javahullet, nu oplyse, at endnu en 0-dagssårbarhed i Java var sat til salg for den nette sum af 28.000 kroner.
Oven på den store opdaterings-øvelse, som NemID-danskerne havde været tvangsindlagt til, skrev Version2 historien om, at mange især ældre har svært ved holde deres pc'er opdateret, når teksten på hjemmesiderne er skrevet på engelsk. Og det er faktisk et krav, at man holder sin pc opdateret, hvis man bruger NemID
Endelig fulgte Version2 som det eneste medie op på, hvor galt det så var gået. Og selv om der er en vis usikkerhed forbundet med tallet, så tyder meget på, at højst godt 500 danskere havde fået malware som direkte følge at sikkerhedshullet i Java.
Om det relativt lave infektionstal skyldes rettidig omhu i form af intens mediedækning, eller om der var tale om en regulær omgang ulven kommer, står hen i det uvisse.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.