Det massive Andromeda botnet er fortid ifølge en pressemeddelelse fra Europol. Sammen med FBI, Microsoft og sikkerhedsfirmaet ESET lykkedes det efterforskerne at slukke for netværket, og en mistænkt bagmand er anholdt i Hviderusland.
Botnettet er associeret med 80 forskellige typer af malware, og inficerede omkring en million maskiner hver måned. Da der blev slukket for netværkets kontrolservere den 29 november i år blev traffik fra to millioner ip-adresser afledt til sinkholes af Microsoft.
»Dette er endnu et eksempel på, hvordan vi med internationalt politiarbejde og partnerskab med private partnere kan takle de vigtigste cyberkriminelle, og den infrastruktur de bruger til at distribuere malware på global skala,« siger Steven Wilson, chefen for Europols cybercrime afdeling EC3, i en pressemeddelelse.
Spredte malware
Målet med botnettet var ifølge Europol at sprede andre typer af malware. Netværket blev dog også observeret i brug sammen med et andet botnet kaldet Avalanche, der ligeså spredte malware, og som alene i Tyskland forårsagede skader for €6 mio. (44,7 mio. kr.) på banksystemer.
Et af de malwaretyper, som er associeret med Andromeda botnetter, er Gamerue. Den blev skabt i 2011 og blev solgt som pakkeløsning på hackernes udgaver af Den Blå Avis på det mørke net. Malwaren kunne sågar modificeres med plugins, der lod køberen installere en keylogger eller bagdøre, der lod dem forbinde tilbage til offerets computer, skriver ESET i en pressemeddelelse.
»Det klare budskab her er, at partnerskabere mellem det offentlige og det private kan ramme disse kriminelle og gøre internettet mere sikkert for os alle,« siger Wilson i pressemeddelelsen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.