Europol advarer om øget trussel: Cyberangreb kan koste menneskeliv

Illustration: Europol
Cyberkriminelle udnytter den verdensomspændende corona-krise til at tjene penge, antallet af cyberangreb forventes at stige, og et stort angreb på tværs af landegrænser kan ikke længere udelukkes, advarer Europol i en ny rapport.

Cyberkriminelle udnytter den aktuelle coronavirus-krise til at målrette malware- og ransomware-angreb mod bl.a. virksomheder, et cyberangreb på tværs af landegrænser kan ikke længere udelukkes, og et angreb som det, der nedlagde hele it-netværket på et hospital i Tjekkiet, udgør en reel trussel mod menneskers liv.

Sådan lyder den brede og noget dystre advarsel fra det europæiske politisamarbejde, Europol i en ny rapport, der sammenfatter, hvordan cyberkriminelle udnytter og tilpasser deres aktiviteter til den globale corona-krise.

»Kriminelle har hurtigt benyttet sig af mulighederne for at udnytte krisen ved at tilpasse deres driftsformer eller udvikle nye kriminelle aktiviteter,« lyder det fra Europols administrerende direktør, Catherine De Bolle, i forordet til rapporten.

»Den globale COVID-19-pandemi er ikke kun et alvorligt sundhedsproblem, men også en cybersikkerhedstrussel,« fremgår det af rapporten, der beskriver, at landenes begrænsninger af det offentlige liv samt en øget frygt i kombination med hjemmearbejdspladser har medført en stigning i cyberkriminaliteten.

»Antallet af cyberangreb er betydeligt og forventes at stige yderligere.«

Læs også: Eksperter advarer: Corona-hjemmearbejde får os til at sænke paraderne og øger risikoen for hackerangreb

Phishing, malware og børneporno

Europol nævner i rapporten en række centrale fund, herunder en stigning i antallet af phishing-emails, salget af ulovlige varer på nettet og øget onlineaktivitet blandt pædofile.

»Der findes en lang liste over cyberangreb mod organisationer og enkeltpersoner. Herunder phishing-kampagner, der distribuerer malware gennem ondsindede links og vedhæftede filer, og udfører malware- og ransomware-angreb,« fremgår det af rapporten.

Læs også: Cyberangreb giver milliardudgifter til ISS

Europol forventer, at de cyberkriminelle fortsætter med at finde på nye måder at sprede malware og ransomware, og at de kriminelle vil udvide deres aktiviteter til også at inkludere andre former for cyberangreb. Blandt de centrale fund nævnes også såkaldte ‘social engineering’-angreb.

Mere målrettede angreb som ‘business email compromise (BEC), hvor kriminelle narrer medarbejdere i virksomheder til at overføre penge eller uforvarende give adgang til systemer i den tro, at medarbejderen agerer på en ordre fra ledelsen, fremhæves i rapporten.

Læs også: Falske direktørmails i kraftig stigning: Danske virksomheder malkes for millioner

Europol nævner derudover, at der er sket en kraftig stigning i online-aktiviteten hos dem, der søger efter børneporno, som bl.a. kan ses ud fra indlæg på forums og opslag fra »gerningsmænd, der ønsker at komme i kontakt med børn, som de regner med er mere sårbare på grund af isolation, mindre opsyn, og fordi børnene bruger mere tid online.«

Ulovlige produkter sælges på internettets sorte marked

I Europols rapport fremgår det, at kriminelle sælger ulovlige produkter dyrere end normalt og tilbyder særlige ‘scam-produkter’ til rabatpriser, og tidligere på måneden beskrev cybersikkerhedsfirmaet Check Point, hvordan ondsindet malware og såkaldte udnyttelsesværktøjer sælges under rabatkoder som ‘COVID19’ og ‘coronavirus’ på Darkweb.

Det ulovlige salg af forfalskede produkter og/eller produkter af dårlig kvalitet boomer ifølge Europol også i øjeblikket både offline og online, hvor der er stor efterspørgsel på varer som ansigtsmasker, handsker, rengørings- og farmaceutiske produkter.

Mangel på disse produkter vil føre til en stigning i salget på det sorte marked, særligt på internettet, vurderer Europol.

Under en verdensomspændende aktion i begyndelsen af marts beslaglagde 90 landes myndigheder i samarbejde med Europol næsten 34.000 forfalskede mundbind, mere end 4,4 millioner ulovlige lægemidler og fjernede 2500 links (hjemmesider, sociale medier, online handelspladser og reklamer)

»Angreb med alvorlige konsekvenser kan ikke længere udelukkes«

Rapporten slutter af med at nævne, at Europol fortsat indsamler informationer fra EU-landene og løbende monitorerer det kriminelle landskab, hvor truslen i disse tider fortsætter med at eksistere på tværs af landene, selvom grænserne er lukket.

»Muligheden for et cyberangreb i stor skala med alvorlige følger i den fysiske verden og en lammelse af en hel sektor eller samfund er ikke længere utænkeligt,« står der i rapporten.

Europols europæiske cybercrimecenter (EC3) og EU’s sikkerhedsagentur, ENISA, følger sammen med en række EU-sikkerhedseksperter, hvordan COVID-19-pandemien påvirker cybersikkerhedstruslen.

Illustration: Europol
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere