IPv4 kører nu på dampene i reservetanken. Fredag begyndte RIPE, som administrerer IP-adresseallokeringen i Europa, den sidste rationering af den allersidste såkaldte /8-blok af IPv4-adresser.
Det betyder, at de sidste adresser bliver tildelt efter et særligt sæt spilleregler, der først og fremmest betyder, at hver internetudbyder, hostingfirma eller andre, der kan få IP-adresser fra RIPE, nu kun kan få én /22-blok svarende til 1.024 unikke adresser.
Med rationeringen har RIPE cirka 16.000 af disse blokke tilbage. I tilfælde af, at lokale udbydere leverer adresser tilbage til RIPE, som de ikke længere benytter, vil disse adresser også blive fordelt efter de særlige rationeringsregler.
RIPE vil dog også holde en /16-blok i reserve i tilfælde af, at det bliver nødvendigt for at opretholde internettets infrastruktur.
RIPE er den anden af de regionale internetregisterorganisationer, som løber tør. Den asiatiske søsterorganisation APNIC løb tør allerede i april 2011.
Afløseren IPv6 har dog fortsat lange udsigter til at opnå større udbredelse. Mange internetudbydere vælger i stedet at genbruge de IPv4-adresser, som de allerede har fået tildelt, og eventuelt benytte sig af teknologier som carrier grade NAT til at bruge færre IPv4-adresser ud mod resten af internettet.
Udbredelsen af flere typer internetenheder som smartphones og tablets, der ofte supplerer pc'er, er imidlertid med til at fremskynde problemet i forhold til at sikre hver enhed en unik IPv4-adresse uden at sidde bag en NAT-router.