Europæisk bitcoin-børs taber 21 millioner kroner efter hackerindbrud

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Den slovenske bitcoin-børs Bitstamp har mistet 19.000 bitcoins til en værdi på 21 millioner kroner efter et hackerindbrud i løbet af weekenden. Børsen regnes for at være verdens tredjestørste af sin slags.

Frygten viste sig at være begrundet. Den slovenske bitcoin-børs Bitstamp blev i løbet af weekenden og mandag udsat for et hackerindbrud, hvor det lykkedes hackerne at slippe af sted med 19.000 bitcoins til en samlet værdi af 21 millioner kroner. Det skriver techsitet ZDNet.com.

Folkene bag Bitstamp lukkede mandag for alle transaktioner af frygt for, at en af børsens wallets var kompromitteret. Derfor blev alle kunder rådet til at ikke at overføre virtuelle penge til de adresser, som de fik udleveret. Alt tyder dog på, at hackerindbruddet kun har omfattet kryptokontanter, og at Bitstamps største bitcoin-reserve stadig ligger lagret offline og derfor ikke umiddelbart kan tilgås af hackere. Derfor ser det ud til, at indbruddet hos Bitstamp kun har ramt den aktive kassebeholdning.

Nejc Kodric, der er stiftere og direktøren hos Bitstamp, forsikrer sine kunder, at børsen sagtens kan stå garant for eventuelle tab, og at børsen meget hurtig vil være oppe at køre igen på fuld kraft, når man har sikret sig, at børsens kompromitterede wallet atter er sikker, skriver ZDNet.com. Det anslås, at Bitstamps bitcoin-reserve har en værdi af godt 330 millioner kroner, eller hvad der svarer til 183.497 bitcoins. Indtil hackerindbruddet stod Bitstamp for omkring seks procent af verdens samlede transaktioner med bitcoins.

Det er dog ikke første gang, at hackere har skaffet sig adgang til store, virtuelle bankbøger. I starten af 2014 blev verdens på det tidspunkt største bitcoin-børs, Mt. Gox, hacket og frarøvet bitcoins for milliarder. Et indbrud, der til sidst endte med, at Mt. Gox måtte begære konkurs, og hvor konkursboet manglede næsten to milliarder kroner.

Betaling med bitcoins spreder sig

2014 blev ellers året, hvor bitcoins for alvor slog igennem som betalingsmiddel i flere store, internationale virksomheder. Eksempelvis åbnede Microsoft op for betalinger med den virtuelle møntfod på sin Xbox og nyere Windows-platforme. Dertil fulgte computerfirmaet Dell og internetbrowseren Firefox, der tillod donationer med bitcoins. Og så begyndte det velkendte Time Magazine at tage imod betalinger med bitcoins.

Værdien af én bitcoin har også været på noget af en rutsjetur, men ligger dags dato på omkring 1.700 danske kroner ifølge coindesk.com. Og så er valutaen rendt ind i flere større sager, hvor der eksempelvis forsvandt bitcoins til en værdi af over otte millioner kroner, efter Bitcoin-forhandleren Moolah blev erklæret konkurs. Noget, der kan have fået kursen til at svinge meget.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer ()
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Nicolai Rasmussen

6-7% af deres kapital eksponeret online. Det er mange penge. Og så ved man ikke engang om tyvene har stjålet alt i kagedåsen, og at der måske har været endnu mere eksponeret. Jeg troede de havde væsentligt mindre online eksponering end det. Det må betegnes som skuffende, når man har erfaring fra så mange sager som man har.

Og så er valutaen rendt ind i flere større sager, hvor der eksempelvis forsvandt bitcoins til en værdi af over otte millioner, efter Bitcoin-forhandleren Moolah blev erklæret konkurs. Noget, der har fået kursen til at svinge meget.

Det er skrevet så man kunne tro der var en klar årsagssammenhæng mellem kurssving og børs problemerne. Det er formentlig ikke tilfældet i særligt stort omfang. Flere af de store korrektioner hen over sommeren har ikke haft nogen sammenhæng med den slags.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere