Frygten viste sig at være begrundet. Den slovenske bitcoin-børs Bitstamp blev i løbet af weekenden og mandag udsat for et hackerindbrud, hvor det lykkedes hackerne at slippe af sted med 19.000 bitcoins til en samlet værdi af 21 millioner kroner. Det skriver techsitet ZDNet.com.
Folkene bag Bitstamp lukkede mandag for alle transaktioner af frygt for, at en af børsens wallets var kompromitteret. Derfor blev alle kunder rådet til at ikke at overføre virtuelle penge til de adresser, som de fik udleveret. Alt tyder dog på, at hackerindbruddet kun har omfattet kryptokontanter, og at Bitstamps største bitcoin-reserve stadig ligger lagret offline og derfor ikke umiddelbart kan tilgås af hackere. Derfor ser det ud til, at indbruddet hos Bitstamp kun har ramt den aktive kassebeholdning.
Nejc Kodric, der er stiftere og direktøren hos Bitstamp, forsikrer sine kunder, at børsen sagtens kan stå garant for eventuelle tab, og at børsen meget hurtig vil være oppe at køre igen på fuld kraft, når man har sikret sig, at børsens kompromitterede wallet atter er sikker, skriver ZDNet.com. Det anslås, at Bitstamps bitcoin-reserve har en værdi af godt 330 millioner kroner, eller hvad der svarer til 183.497 bitcoins. Indtil hackerindbruddet stod Bitstamp for omkring seks procent af verdens samlede transaktioner med bitcoins.
Det er dog ikke første gang, at hackere har skaffet sig adgang til store, virtuelle bankbøger. I starten af 2014 blev verdens på det tidspunkt største bitcoin-børs, Mt. Gox, hacket og frarøvet bitcoins for milliarder. Et indbrud, der til sidst endte med, at Mt. Gox måtte begære konkurs, og hvor konkursboet manglede næsten to milliarder kroner.
Betaling med bitcoins spreder sig
2014 blev ellers året, hvor bitcoins for alvor slog igennem som betalingsmiddel i flere store, internationale virksomheder. Eksempelvis åbnede Microsoft op for betalinger med den virtuelle møntfod på sin Xbox og nyere Windows-platforme. Dertil fulgte computerfirmaet Dell og internetbrowseren Firefox, der tillod donationer med bitcoins. Og så begyndte det velkendte Time Magazine at tage imod betalinger med bitcoins.
Værdien af én bitcoin har også været på noget af en rutsjetur, men ligger dags dato på omkring 1.700 danske kroner ifølge coindesk.com. Og så er valutaen rendt ind i flere større sager, hvor der eksempelvis forsvandt bitcoins til en værdi af over otte millioner kroner, efter Bitcoin-forhandleren Moolah blev erklæret konkurs. Noget, der kan have fået kursen til at svinge meget.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.