Europa-Parlamentet enige om regler, der skal regulere tech-giganter
De største partier i Europa-Parlamentet indgik i går onsdag en aftale om nye og strammere regler for selskaber med en markedsværdi svarende til 595 mia. kr., og som tilbyder mindst én internettjeneste.
Aftalen betyder, at flere selskaber end forventet vil blive berørt af den såkaldte Digital Markets Act (DMA).
Det skriver Berlingske pba. en artikel fra Financial Times.
Dermed vil selskaber som Google, Amazon, Apple, Facebook, Microsoft og Alibaba være underlagt de kommende regler.
Aftalen vil ifølge Berlingske betyde, at der fremover bliver slået hårdt ned på virksomheder, der udnytter en dominerende stilling på et marked til at underminere konkurrenterne. Samtidig vil nationale konkurrencemyndigheder få større magt til at undersøge teknologiselskabernes opkøb af mindre konkurrenter for at forhindre, at opkøbene sker for at udrydde udfordrere.
Aftalen betyder, at Europa-Parlamentet i næste uge kan stemme om lovpakken. Herefter skal den godkendes af ressortministrene i de 27 medlemslande, inden den ventes at kunne træde i kraft i 2022.
