Europa Kommissionens nye it-strategi skal hvile på brugen af open source-teknologi, når det er muligt. Det oplyser kommissionen i en pressemeddelelse.
Afvejningen af valget mellem open source og proprietær software skal fremover tage højde for et systems totale omkostninger, inklusive omkostninger for ejerskab og afviklingsomkostninger ved et givent it-system.
»I forbindelse med alle fremtidige it-udviklingsprojekter, skal Kommissionen fremme brugen af produkter, der understøtter anerkendt, veldokumenteret og fortrinsvis åbne tekniske specifikationer, der frit kan adopteres, implementeres og udvides,« lyder et af punkterne i Kommissionens nye ti-punktsstrategi.
Udmeldingen kommer fra Europa Kommissionens interne it-myndighed DIGIT, og vil betyde, at der fremover vil være et øget engagement fra officielt europæisk hold i open source-fællesskaberne.