Eugene Kaspersky: Rusland har de bedste it-ingeniører og de værste cyberkriminelle

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Cybercrime er nu så avanceret, at det ligger på teknologisk niveau med de meget professionelle statsstøttede cyberangreb, mener Eugene Kaspersky.

KØBENHAVN »Russiske software-ingeniører er de bedste, men på samme tid er russiske cyberkriminelle de værste.«

Det kunne en veloplagt grundlægger af det russiske it-sikkerhedsforetagende Kaspersky Labs, Eugene Kaspersky, fortælle på konferencen Copenhagen Cybercrime Conference 2016, som DI, CSIS og Finansrådet står bag. Konferencen bliver afholdt i Industriens Hus i dag.

Kasperskys indlæg fandt sted under overskriften 'The Dark Age of Cybersecurity.' Og hans pointe er, at det middelalderen er noget, vi befinder os i nu.

I forhold til de russiske software-ingeniørers dygtighed, faldt bemærkningen i forbindelse med et andet budskab om, at cyberkriminelle bliver dygtigere og dygtigere, og at en del cyberkrimminelle grupperinger er russisktalende.

Faktisk er de cyberkriminelle så dygtige, at det målt på det teknologiske niveau ikke nødvendigvis er evident, om det er en stat eller cyberkriminelle, der står bag et angreb.

»I fortiden talte vi om cyberkriminelle og statsstøttede angreb. Statsstøttede angreb var meget professionelle, cybercrime lå lidt under - sådan er det ikke mere,« sagde Kaspersky.

Det spreder sig

Problemet med de software-kyndige russere af den it-kriminelle slags er, at de ikke holder cyberangrebs-kortene tæt til kroppen.

»Uheldigvis spreder de ondsindet viden til andre nationer,« sagde Kaspersky og fortsatte:

»Den næste generation af cybercrime er meget professionel, meget international og meget tilgængelig.«

Eugene Kaspersky fortalte også om tendensen, hvor traditionelle kriminelle gangstere i stigende grad bevæger hyrer hackere for at lave berigelseskriminalitet. I den forbindelse nævnte han blandt andet et eksempel fra havnen i Antwerpen, hvor et container-håndteringssystem blev kompromitteret.

Cyberterrrorisme

Udover stadig mere avancerede cyberangreb, så havde Kaspersky også øje på en anden tendens. Angreb, der har karakter af terror. Og her nævnte han ransomware. Terrorisme og filer, der først bliver dekrypteret, når offeret betaler løsesum, lyder måske ikke umiddelbart som det samme.

Men Kaspersky mente alligevel at kunne se en sammenhæng. Den senere tid har flere hospitaler, hvor fungerende systemer i princippet kan være et spørgsmål om liv og død, nemlig været offer for ransomware-angreb.

Det er blandt andet sket i USA.

»Det er tæt på cyberterrorisme. Jeg ved ikke, om det falder under definitionen af cyberterrorisme, men det er tæt på,« sagde Kasperskys og fortsatte:

»De vidste, at deres ofre var hospitaler, men det stoppede dem ikke.«

Kasperskys lidt dystre forudsigelse var, at vi kommer til at se mere cyberterrorisme. Eksempelvis cyberangreb mod SCADA-systemer til styring af industrielle systemer i blandt andet el-sektoren.

Læs også: Energinet.dk om nyt SCADA: »Vi har bygget et Fort Knox omkring det danske elsystem«

»Jeg mener, vi skal være mere opmærksom i forhold til disse problemer. Cybercrime er slemt, cybersabotage er værre.«

Perfekt sikkerhed

Som bekendt er der ikke noget, der er helt sikkert, men Kasperskys havde alligevel et bud på, hvad han kaldte perfekt sikkerhed.

Eksempelvis i forhold til sikring af kritisk infrastruktur i forhold til hackere.

»Perfekt sikkerhed er, når et angreb koster mere end den mulige skade. Man skal designe det, så det er billigere at sende et krydsermissil,« sagde Kaspersky.

Han kom også ind på guldalderen for cybersikkerhed, og hvad der skulle til for at nå derhen. Det kræver i al sin enkelthed sikre styresystemer, sikre apps og sikre enheder.

Hvornår vi når til cybersikkerhedens guldalder havde Kaspersky dog ikke et bud på. Men når styresystemer etc. bliver helt sikre, ja, så er Kaspersky forretningsmodel med salg af sikkerhedsløsninger omsonst.

»Så vil jeg gå på pension.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere