EUC Syd smider forældede backup-bånd på lossepladsen

It-udfordringen: De gamle bånd sang på sidste vers, og en ny backup-løsning måtte findes. EUC Syd stod nu med valget mellem diskbaseret backup eller en 'remote' løsning. Se her, hvad de valgte.

Båndbaseret backup koster masser af penge til bånd, licenser og ikke mindst arbejdskraft. Erhvervsuddannelsescentret EUC Syd skulle således hver dag skifte bånd, lægge dem i brandskab og køre bånd til sikrede 'off-site' adresser.

Så da den båndbaserede backupløsning alligevel stod foran en versionsopdatering, stod it-chef Peter Martensen med valget mellem eget, diskbaseret backup eller en 'remote' løsning.

Peter Martensen fortæller her i ugens it-udfordring om, hvorfor valget faldt på en remote løsning med med IT Globalview som leverandør.

Hvad går projektet ud på?

Som sagt skulle vi have en backup-løsning til alle vores it-systemer. Jeg fik lavet testløsninger på både diskbaseret og remote backup i en 60 dages periode, og det endte altså med den sidste løsning. Vi testede også en Tivoli-løsning, der havde en masse lækre og fancy funktioner, som vi dog vurderede var for dyre i forhold til, hvor tit vi ville få brug for dem.

Hvad er din rolle i projektet?

Jeg har stået i spidsen og truffet de endelige beslutninger. Derudover har jeg haft en projektleder på og yderligere en til selve implementeringen. I alt er vi 11 mand i it-afdelingen til at supportere 3.000 elever på EUC Syd, der er en fusion af fire tekniske skoler og et AMU-center.

Hvad er målet med projektet?

Den slags strander altid på økonomi. Og med en remote løsning slap vi for at investere 3-400.000 kroner i ny hardware, mens de løbende 'abonnementsudgifter' går nogenlunde lige op med de penge, vi brugte på nye bånd og fornyelse af licenser. Dertil kommer alle de arbejdsgange, vi slipper for, nu det hele er automatiseret.

Hvilken teknologi bruger I/kræver det?

Systemet bygger på teknologi fra Ashay, og der bliver taget backup af alle syv terabyte hver nat. For at kunne klare det, har vi en 200 megabit fiber ud af huset. Vi har i forvejen en spejling af vores data på to adresser, men vi er nødt til at have en tredje løsning til disaster recovery.

Hvilke problemer har I oplevet?

I starten havde vi lidt problemer med, hvor hurtigt vi kunne flytte data. Både når vi skulle aflevere data til backup'en, og når vi skulle genskabe. De blev løst med en versionsopgradering. For tre uger siden fik vi så testet, om løsningen også virker i praksis ? og det gør den. Vi kører også it-drift for en anden skole, og administratoren der var kommet til at slette en masse email-postkasser. Det blev løst helt smertefrit, bortset fra nogle få timer, hvor indkomne mails var gået tabt.

Hvilke gode råd kan du give videre?

Man skal være bevidst om, hvilke konsekvenser den valgte backupløsning indebærer. En remote løsning er jo data ud af huset med alt hvad det indebærer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Flemming Bach

Håber ikke, at overskriften holder vand.

Det er normalt ikke en god politik at smide gamle datamedier ud. De skal helst destrueres eller opbevares i 5-10 år efterfølgende.

Lyder som en spændende løsning til backup. Ville dog gerne vide mere om hvilke problemer, som de var løbet ind i. Og hvordan de blev løst. :)

  • 0
  • 0
#2 Niels Dybdahl

Det lyder som en forsinket aprilsnar:

der bliver taget backup af alle syv terabyte hver nat. For at kunne klare det, har vi en 200 megabit fiber ud af huset.

Selv hvis de 7 TB kan komprimeres med en faktor 2, så får jeg det til at tage en 17 timer at overføre dem. Så enten har de meget lange nætter, eller også tager de ikke backup af alle 7 TB men kun af forskelle eller lignende. Det ville også være lidt tosset at overføre data som allerede er overført en gang.

  • 0
  • 0
#4 Henrik Lind

Det er egentligt ret enkelt; De penge du bruger på backup, afgør hvor dyr din restore bliver!

Man hører ofte at valget af ny backupløsning bliver afgjort på økonomien til backup, istedet for på restoremulighederne. I det scenarie skal man blot være opmærksom på den manglende retur- eller ombytningsret af backupsystemet, i tilfælde af efterfølgende utilfredshed med restore'en... ;-)

At tage fuld backup af alle data hver nat, uanset om de er ændrede eller ej - svarer vel til at vaske alt sit tøj hver dag, uanset om det er brugt eller ej ?

  • 0
  • 0
#5 Lars Sommer

Jeg klikkede netop ind på artiklen her, for at se om de virkelig mente "lossepladsen". Det står der ikke noget om, men det vil da være rart at få bekræftet hvordan de har skilt sig af med dem.

Sidst jeg skulle bortskaffe 200 Kg harddiske blev det via mobilmakulering; en stor varevogn med en dieselmakulator indeni. :D

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere