EU siger ja til at afskaffe roaming - Piratpartiet protesterer

19. marts 2014 kl. 14:203
EU siger ja til at afskaffe roaming - Piratpartiet protesterer
Illustration: Javier Pierini / Digital Vision / Getty Images.
En afstemning i Europa-Parlamentets industriudvalg er endt med et ja til ny telepakke, som blandt andet indeholder et stop for at betale roaming-afgifter. Men aftalen er en skændsel og vil skade hele telesektoren, mener Piratpartiet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Da Europa-Parlamentets industriudvalg den 24. februar skulle have stemt en ny telepakke igennem, stak gruppen De Grønne, som rummer blandt andet SF fra Danmark og Piratpartiet fra Sverige, en kæp i hjulpet og aflyste afstemningen på en teknikalitet.

Nu er afstemningen så blevet gennemført, med et flertal fra de store grupper i Europa-Parlamentet, og dermed er roaming på vej til at blive afskaffet, efter planen i december 2015. Det skriver Neelie Kroes, kommissær for digitale anliggende i EU, begejstret i en pressemeddelelse.

Men begejstringen er meget lille hos De Grønne, og især hos Piratpartiets repræsentant Amelia Andersdotter, der har arbejdet med telepakken.

»I praksis er det her en aftale, hvor man giver de store teleselskaber, der tidligere havde monopol, lov til fortsat at have deres kobbernet, som de i tyve år har misbrugt, mod at man afskaffer roaming. Jeg ville foretrække, at man gennemtænkte det her, i stedet for at man går efter at få en populær pressemeddelelse ud før valget i maj,« siger hun til Version2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Telepakken rummer en hel stribe forskellige reguleringer og regler og dækker vidt forskellige dele af teleindustrien. Med i pakken er også nye regler om netneutralitet, som ikke tidligere har været beskyttet i EU.

Men resultatet er et knæfald for de store teleselskaber, mener Piratpartiet, som får lov at indrette såkaldte ’specialized services’, altså tage ekstra betaling for at sikre en god båndbredde til specifikke tjenester.

Den positive udlægning af de kommende regler er, at der nu kommer et forbud mod, at teleselskaberne blokerer eller nedprioriterer trafik fra tjenester, der konkurrerer med deres egne. Jens Rohde, Venstre-medlem af Europa-Parlamentet, har tidligere forklaret til Version2, hvordan undtagelsen om specialiserede services for eksempel kan bruges af hospitaler, hvis de skal være helt sikre på at kunne få en video-transmission af en operation igennem.

Men reglerne er ikke ret klare, og derfor frygter modstanderne af aftalen, at teleselskaberne breder konceptet ud til almindelige forbrugere, som i værste fald måske kun kan få rimelig hastighed på video-streaming, hvis de betaler ekstra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er teleselskaberne, der kommer til at bestemme, hvad der er ’specialiserede services’. Det er et smuthul i aftalen, fordi teleselskaberne ønsker at gå ind og selv levere flere services,« siger Amelia Andersdotter.

Nu opfordrer Piratpartiet og De Grønne derfor medlemmerne af Europa-Parlamentet til at stemme imod forslaget, uanset hvad deres politiske grupper har besluttet på forhånd, når telepakken skal til afstemning blandt samtlige medlemmer i april.

Ligesom i Folketinget i Danmark bliver politik nemlig forhandlet og klappet af i udvalgene, mens afstemningerne i parlamentssalen plejer at være givet på forhånd.

Generelt har politikerne på midten og til højre i Europa-Parlamentet i al for høj grad lyttet til de store teleselskaber, mens konkurrencen fra mindre selskaber får dårligere vilkår fremover, mener Piratpartiet.

»Vi tror på, at konkurrence er godt på markedet. Hvis det hele bliver konsolideret og koncentreret til de store selskaber, vil du ikke have samme dynamik og innovation. Der er noget fundamentalt galt i Europa-Parlamentet, når det er Piratpartiet, der siger ’hør her, vi skal passe på med for store ændringer, vi bør undersøge det nærmere’. Det burde være den konservative gruppe, og den liberale gruppe burde kæmpe for bedre konkurrence, men de ville hellere lytte til de store koncerner i telebranchen,« siger Amelia Andersdotter.

Læs hele interviewet med Amelia Andersdotter

3 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
19. marts 2014 kl. 17:09

Nu har vi fået afskaffet roaming. (på lægere sigt)

Næste step er at forbrugerne kræver, (f.eks. igennem forbrugerrådet? -- nåååh nej der sidder bare en masse djøffer og roder i papirer) at netneutralitet blive standardiseret (ny standard). Derefter kan ISPer blive Certificeret til netneutralitet. Så er det op til (den politiske)forbruger at vælge en ISP der er netneutral.

Ikke alle problemer løses med lovgivning. Men visse medlemmer af Mickey-mouse parlamentet er meget selvfede. De burde komme ud i virkeligheden hvor vi andre er.

1
19. marts 2014 kl. 15:03

Jens Rohde, Venstre-medlem af Europa-Parlamentet, har tidligere forklaret til Version2, hvordan undtagelsen om specialiserede services for eksempel kan bruges af hospitaler, hvis de skal være helt sikre på at kunne få en video-transmission af en operation igennem.

Jens Rohde fremhæver telemedicin som specialtjeneste, men han har stemt (og som ALDE skygge-ordfører arbejdet for) et kompromisforslag, der giver mulighed for at klassificere en hvilket som helst indholdstjeneste som en specialtjeneste.

Diskriminationsforbuddet (forbud mod nedprioritering) gælder kun i forhold til det som ikke er specialtjenester. Specialtjenester er i ITRE-vedtagelsen kun defineret som noget andet end en internetadgangstjeneste (en internetforbindelse). En hvilken som helst indholdstjeneste, f.eks. YouBio eller Facebook, kan derfor være en specialtjeneste.

Jens Rohde har tidligere redegjort for sin holdning på dette område (hensynet til roaming aftalen), og han har også personligt ringet til IT-Politisk Forening efter at vi sendte dette brev til de danske ITRE medlemmer. Det personlige feedback sætter vi naturligvis stor pris på.http://itpol.dk/notater/aabent-brev-danske-ITRE-medlemmer-netneutralitet

Nu har ITRE stemt, og det blev en telepakke uden reel netneutralitet, desværre.

Men telepakken skal også vedtages af Europaparlamentet i plenum. Der er stadig en chance for at Europaparlamentet kan vedtage et ændringsforslag, som eksempelvis begrænser hvad en specialtjeneste kan være.

Afstemningen i Europaparlamentet er den 3. april. Derudover skal telepakken naturligvis også vedtages i Rådet, men her forventer jeg at en eventuel uenighed vil handle om roaming og hvad det betyder for de nationale teleselskaber, snarere end digitale borgerrettigheder som netneutralitet. Når vi skal sikre borgernes digitale rettigheder i EUs lovgivningsproces, er det Europaparlamentet som vi skal vende os mod. De er direkte valgt af borgerne.

Jeg ved ikke hvor store chancerne er for at få et ændringsforslag med (reel) netneutralitet vedtaget den 3/4, men hvis der kommer et ændringsforslag på programmet (det kræver opbakning fra et vist antal MEP'er, og det er stadig uafklaret om det kommer til at ske), er det ekstremt vigtigt at de danske MEP'er bliver gjort opmærksomme på det.

IT-Politisk Forening vil følge udviklingen med opdateringer på vores hjemmeside http://itpol.dk og Twitter (min konto @je5perl og vores officielle, men knap så aktive, konto @itpof).

4
27. marts 2014 kl. 22:33

Men telepakken skal også vedtages af Europaparlamentet i plenum. Der er stadig en chance for at Europaparlamentet kan vedtage et ændringsforslag, som eksempelvis begrænser hvad en specialtjeneste kan være.

Nu har vi en chance for netneutralitet ved plenum afstemningen den 3. april.

Grupperne S&D (socialdemokrater), ALDE (liberale), Grønne og GUE/NGL har stillet en række ændringsforslag, som lukker hullerne omkring specialtjenester, og sikrer reel netneutralitet.http://edri.org/plenary-vote-net-neutrality/

Forslagene er stillet separat for hhv. ALDE og de tre andre grupper, og ALDE forslagene er en delmængde af de tre andre grupper forslag (dvs. alle ALDE ændringsforslag om netneutralitet er også stillet af S&D, Grønne og GEU/NGL, men ikke omvendt).

Jens Rohde er medforslagsstiller for ALDE, mens Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU) har være med til at stille forlagene fra S&D, Grønne og GEU/NGL.

Lad os håbe at disse ændringsforslag bliver vedtaget den 3. april!