EU sanktionerer cyberkriminelle for første gang
EU har torsdag valgt at indføre en række sanktioner mod seks personer og tre enheder, der har været involveret i cyberangreb. Der er tale om i alt tre typer angreb og angrebsforsøg med malware. I afgørelsen ses det, at der er tale om kinesiske og russiske statsborgere og en kinesisk, en nordkoreansk og en russisk enhed.
I en pressemeddelelse fra Det Europæiske Råd fremgår det, at der er tale om angrebene ’WannaCry’, ’NotPetya’ og ’Operation Cloud Hopper’ mod Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, OPWC.
Sanktionerne indbefatter rejseforbud og indfrysning af aktiver. Desuden må der ikke stilles EU-pengemidler til rådighed til de sanktionerede.
Fornyet 'cyberdiplomatisk værktøjskasse' i brug for første gang
I EU har man i løbet af de seneste par år prøvet at styrke sin modstandsdygtighed mod cybertrusler, sådan at man kan sikre Europas sikkerhed og interesser. Midlet er en ’cyberdiplomatisk værktøjskasse’ – der har været under udvikling siden 2017 – og den er altså nu kommet i brug for første gang siden fornyelsen i maj 2019.
I værktøjskassen ligger Fusp-foranstaltningerne, Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik foranstaltninger, som giver medlemslandene mulighed for at give sanktioner, hvis man oplever ondsindede cyberaktiviteter. Sanktionerne skal virke afskrækkende og præventive, men ikke lukke ned for et globalt cyberspace. EU ønsker derfor endnu mere internationalt samarbejde og regelbaseret orden online, fremgår det af pressemeddelelsen.
