Når Erhvervsstyrelsen i disse dage undersøger fremtiden for trafiksystemer, der opsnapper MAC-adressen fra bilisters smartphone, er der ikke nødvendigvis meget hjælp at hente fra de øvrige EU-lande. I hvert fald kan EU-Kommissionen ikke pege på andre lande i samme situation som Danmark.
»Kommissionen er ikke blevet gjort opmærksom på lignende tilfælde i andre EU-medlemslande,« oplyser kommissionens eksperter, der dog understreger, at medlemslande kan have behandlet problemstillingen uden at inddrage kommissionen.
Kommissionen kendte godt til det igangværende arbejde i Erhvervsstyrelsen, da Version2 henvendte sig.
Trafikovervågning ved hjælp af opsnapning af MAC-adresser er på grund af EU’s direktiv for e-privacy ikke tilladt uden samtykke. Systemet er installeret i flere kommuner, hvoraf flere nu har valgt at sætte overvågningen på pause, mens Erhvervsstyrelsen er i tænkeboks.
Selskabet bag systemet, Blip Systems, har tidligere forklaret, at systemet ikke gemmer de indsamlede MAC-adresser, men hasher og rehasher dem allerede ude i sensoren. Man kan således ikke finde frem til en specifik person ud af det data, der opbevares.
Som en hovedregel vil Europa-Kommissionen ikke kommentere på et specifikt system, som det der er taget i brug i Danmark. Men kommissionens eksperter antyder dog, at man er enig i Erhvervsstyrelsens tolkning: At opsnappe mac-adresser falder ind under unionens privacy-direktiv.
»Hvis et hvilket som helst system indebærer at indsamle information fra folks telefoner, for eksempel en identifier gemt i en smartphone, som identificerer enheden – og som også kobles til personens placering – så falder det ind under Artikel 5(3),« lyder det blandt andet i svaret fra kommissionen.
EU-Kommissionen understreger, at reglerne ikke er rettet mod en bestemt teknologi, som for eksempel cookies, til trods for at regelsættet ofte kaldes cookiedirektivet. Formålet er at beskytte borgernes privatliv – blandt andet ved at forhindre, at borgere ubevidst trackes ved hjælp af identifiers i elektroniske enheder, lyder det fra EU-Kommissionen.