EU-kommissær presser på for afskaffelse af roaming-gebyrer i næste uge

Uret tikker for EU’s medlemslande i forhold til at tage en beslutning om, hvordan roaminggebyrerne kan blive til historie. Det mener EU’s digitale superkommissær Andrus Ansip, som håber på en aftale i næste uge.

EU ønsker at fjerne gebyrerne for roaming og dermed gøre det billigere at bruge sin mobiltelefon, når man rejser i andre europæiske lande. Men blandt de 28 medlemslande er der uenighed om, hvordan det i praksis skal foregå.

Nu har den digitale superkommissær i EU, estiske Andrus Ansip, lagt pres på medlemslandene i håbet om, at der kan indgås en aftale allerede i næste uge. Ellers risikeres det, at gebyrerne ikke kan nå at blive fjernet inden sommerferien næste år, hvor folk vil valfarte landene imellem. Det skriver Berlingske Business.

»Nu er det op til EU-landene at få det til at ske i deres egne lande ved at støtte, hvad vi lægger frem. Vi kan ikke rykke fremad, medmindre de bliver enige. Jeg håber på at få støtte allerede i næste uge, så roaminggebyrer bliver fortid,« siger Andrus Ansip.

Læs også: Roaming forsvinder helt i EU fra 2017

Uenigheden bunder i de priser, som teleselskaberne afregner internt med hinanden. Europa-Parlamentet kræver en maksimumpris på fire euro pr. gigabyte data nu for derefter at gennemføre årlige sænkninger, så prisen i 2020 kun er en euro.

Et flertal blandt de 28 europæiske ministre på området har til gengæld stemt for at begynde på ti euro og arbejde sig ned på fem i 2021. Det forslag er Danmark sammen med 11 andre lande imod.

Læs også: EU-borgere får årligt 90 dages fri roaming inden for unionens grænser

Det er især i de sydeuropæiske lande, at man finder størst modstand mod at sænke priserne. I f.eks. Spanien, Italien og Frankrig henter teleselskaberne nemlig store indtægter på turister, der ikke kan holde nallerne fra smartphonen.

Andrus Ansip understreger, at engrospriserne er afgørende for at kunne fjerne roaming, og at man skal blive enige om en aftale, der tilgodeser alle.

»I de sydlige medlemsstater er der tale om investeringer, som skal være i orden, når man i de varme sommermåneder - men ikke resten af året - får besøg af turister,« siger han på et pressemøde.

Læs også: Velmenende EU-forslag om roaming kan gøre din mobilregning dyrere

Men samtidig skal man samtidig have øje for, at mobilabonnementerne i de nordiske lande ikke stiger voldsomt i pris.

»I Norden har man virkeligt generøse datapakker i mobilabonnementet til meget betalelige priser. Dem vil der enten blive skåret ned på, eller de hjemlige priser vil blive øget dramatisk. Det er ikke rimeligt. Derfor er vi nødt til at beskytte teleselskaberne og forbrugerne i de skandinaviske og baltiske lande. Forbrugerne skal have de bedste tilbud.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere