EU-kommissær: Ny Privacy Shield-aftale med USA er på trapperne
Dataansvarlige, der går og venter på en ny gylden billet til at kunne sende personoplysninger problemfrit og lovligt til USA, skal måske ikke bekymre sig så meget længere.
I sommeren 2020 kom Schrems II-afgørelsen, hvor EU-Domstolen erklærede USA for et usikkert tredjeland og underkendte overførselsgrundlaget Privacy Shield. USA har nemlig en lovgivning, der giver amerikanske efterretningstjenester lov til at snage i EU-borgeres persondata, når den lander hos virksomheder, der hører til i USA. Og det går ud over menneskerettighederne i EU. Nu skal dataansvarlige bruge standardkontrakter til at sende persondata over Atlanten, men de kan ikke stå alene, og derfor skal man implementere supplerende foranstaltninger, eksempelvis kryptering, for at sikre data.Schrems II
Det bekræfter Didier Reynders, EU-kommissær for retlige anliggender, over for Politico. Hans hold forhandler om en ny aftale med USA, og Politico har spurgt kommissæren, om han regner med at have en erstatning for overførselsgrundlaget Privacy Shield klar inden sommer:
»Før sommer? Hvorfor ikke? Jeg håber på det bliver endnu tidligere,« svarer kommissæren til Politico og uddyber:
»Vi er meget åbne i forhold til, at det skal gå så hurtigt som muligt. Vi har set meget konkrete forbedringer fra USAs side med nye og innovative løsninger.«
Han uddyber dog ikke yderligere, hvilke innovative løsninger, der er tale om.
Sidste efterår skrev flere medier, herunder Politico, at EU-Kommissionen håbede på at have en aftale på plads inden 2022. Men vi har endnu ikke set den, og ifølge Kommissionen giver man først hånd på en ny erstatning for Privacy Shield, hvis den fuldt ud lever op til GDPR:
»Kun en aftale, der fuldt ud lever op til de krav, som er fastsat af EU-Domstolen, kan levere den stabilitet og lovmæssige sikkerhed, interessenter forventer på begge sider af Atlanten. Her tager forhandlingerne noget tid – også i forhold til udfordringernes kompleksitet og nødvendigheden af at finde balancen mellem privacy og national sikkerhed,« skrev en talsperson for Kommissionen i en mail til Version2s søstermedie ComplianceTech sidste efterår.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.